Elskede, nu er det Foraar.
Nu skal vort Sind finde Grøde.
Den store, forstenede Ørken,
vi længe har stirret i Møde,
skal atter befrugtes med Blomster,
og tilfrosne Kilder skal rinde.
Nu har en Vaargud i Sinde
at vække os op fra de Døde.
Elskede, nu er det Dæmring.
Natten er gaaet under.
Se, i en smertelig Længsel
ligger Alverden og blunder
tæt mod Naturens Hjerte,
Livets frugtbare Kerne.
Elskede, se, nu blegner
i Østen den hvide Stjerne.
Solen staar op i det fjerne.
Elskede, nu er det Morgen.
Solen er Livets Kerne.
Nu visner i Solen al Sorgen!
Se, i det lysende Stævne
visner Alverdens Smerte
i Glæden over at evne
at elske af hele sit Hjerte.