Jeg ser mod en Facade, tung og graa.
Ak, bag ved den er Foraarsdagen blaa.
Ser Ruders hvide Kors i Perspektiv,
og aner andre Fangers skjulte Liv.
Og det bli’er Aften sent, og Mørket gror.
Facaden skifter Farve, bli’er som Jord.
Skal ingen Gang jeg naa at komme bort
fra Muren, som i Natten synes sort?
Skal Foraarsdagen skælve ren og blaa
et Sted, hvor jeg kun kan i Drømme gaa?
Skal mine Dage langsomt smuldre væk,
som denne graa Facades syge Træk?