Det er Nat —
dyb Vinternat.
Jeg staar paa en aaben Mark
og ser ind mod en oplyst By:
Det elektriske Lys blinker i Horisonten —
Menneskets urolige Lys.
Men ude over den dybe Vinterhimmel,
der er sort, som en Diamant,
straaler de evige Stjerner —
Rummets rolige Lys.
Og jeg aner dunkelt en Modsætning
i Mennesket:
Thi dybt i mit eget Sinds Nat,
der er mørk, som den dybeste Vinternat,
spejder jeg forgæves efter en Stjerne —
ét eneste flakkende Lys af et Menneske ...
Der er kun en knugende Bevidsthed —
med en isnende Horisont:
Mørket er kun i Mennesket!