Den sene Nat blev næppe til,
før du, min Sorg, blev ogsaa til.
— Hvad skænker Dagen vel af Savn,
som Natten ikke giver Navn?
Den blege Himmel sælsom blev —
alt sælsomt og uroligt blev.
Alt flygted fra Naturens Favn,
og stormed mod en øde Havn.
En Stjerne tændes nu i Vest,
hvor Solen gløded før, i Vest.
Og Maanen stiger, skumringsmat.
Forunderlige, sene Nat!
Det stormer i den sene Nat —
det stormer i en evig Nat.
Og Kloder stirrer mod vor Jord,
hvor gaadefuldt en Verden gror.
Den sene Nat den sived bort —
hver Time sived langsomt bort.
Forlængst stod Sorgen ved min Dør,
saa bleg og tavs, som aldrig før.
Gaa bort, du Blege! Dagen gryr —
den lyse Morgen hastigt gryr.
Den kommer som et Sendebud —
en Frelse fra den gode Gud.