Dybt smerter i min Sjæl en evig Ve:
De Somre, som jeg aldrig fik at se.
— Var jeg en Fugl, der sang i gylden Sky?
Var jeg det første spæde Morgengry?
Var jeg den Døde, som var bleg og kold?
Kanske en Skøge, der drev ud paa Sold?
Kanske var jeg engang en ensom Vild?
Kanske en Sten, en Gnist, en stakket Ild?
Det smerter mig, at jeg slet intet véd —
end ikke aner, hvad jeg fordum hed.
At jeg slet intet kender til mig selv. —
Jeg beder tit til Stjernens stumme Hvælv:
O, gode Gud, saa sig mig, hvem jeg er!
— Var jeg kanske en Blomst, et fattigt Bær?
Du, som er evig Een — og evig alt,
til dig har jeg min Smerte tit fortalt.
Skal jeg da dø — og intet faa at se? —
Dybt smerter i min Sjæl en evig Ve!
Vil du, at jeg skal leve op paa ny —
som dette første spæde Morgengry?
De Somre suser stadig om mit Haar.
Og evig er hver Dag, der forestaar.