Se, Dagen er ny! — Jeg forfærdes:
Hvor lever min Dag fra i Gaar?
Skal Time for Time jeg hærdes
i samme Bevidsthed om Vaar?
Naar skarpt i Erindring jeg færdes
i Vinterens Dag fra i Gaar.
Der synger en Fugl bag min Rude.
Der knoppes et Træ ved min Dør.
Den samme Forventningens Knude
skal løses igen nu, som før.
Kun jeg er den samme derude —
kun jeg er mismodig, som før.
Der springer en Dag paa min Pude.
En brændende Morgen er vakt.
Det segner og sortner derude
i Vinterens bundløse Skakt.
— Kun Sjælen har svøbt sig i Klude
af Tungsind og Sorg og Foragt!