Skal jeg finde den jeg elsker
i de hvide Stjerners Lande,
naar mit Øje søger Lyset
i de maanegyldne Strimer?
Se, jeg synges frem af Stormen.
Hør, den synger om min Pande.
Og jeg haster frem mod Maalet
i de mørketunge Timer.
Du er her i Universet.
Du er overalt i Rummet.
Du er evig i min Tanke,
naar mit Hjerte Tungsind kræver.
Nattens mørketunge Tider
har min Vandringsgang formummet.
Mon jeg finder dig derude,
der hvor Stjernens Vemod bæver.
Skal jeg evigt, evigt ile
i det skyggedybe Mørke,
haste mod dig, som en Fredløs,
uden Stands og uden Hvile;
bære mod dig mine Tankers
knugende, forbrændte Tørke,
vide dig i Verden smile,
borte — Millioner Mile.
Stormen slynger mig tilbage. —
Under Himlens Tempelbue
trænger Nattens Skyer sig sammen
i en tordensvanger Styrke.
Og jeg segner, ramt af Lynet
fra den fosforgule Lue,
og jeg synker — synker — synker
i det bundløst-dybe Mørke.
Jeg er atter her paa Jorden.
Jeg er atter mellem Dale,
mellem Skovens Dyr, der slumrer
i de nattetunge Timer.
Mine Fødder møder Mulden
i Naturens Kæmpesale,
men min Længsel søger Lyset
i de maanegyldne Strimer.