Se, mod Stjernerne, hvor tyst de brænder.
O Guden holder dem i sine Hænder.
Hør, den mørke Skov har faaet Mæle.
Ved du, Skovens Stammer, det er Sjæle?
Vi er ikke Stjerner — vi er Støvet,
ikke Skovens Stammer, men kun Løvet.
Men en Gang skal vi i Døden knæle —
da skal vi opstaa og blive Sjæle.
Bliver du en Stjerne da foroven,
staar jeg som en Stamme dybt i Skoven,
glem mig ikke der du evigt brænder.
Ræk mig gennem Rummet dine Hænder.