Elskelige Maane!
I Nat saa jeg dit Ansigt
stige uberørt, som den Uskyldiges Sjæl,
over Havet.
Havet rødmede for dit Ansigt,
dit Ansigts straalende Elskov.
I Havets blaa Skød
laa du, som et bølgende Sværd,
et Sværd af Guld.
Og jeg saa Havets Favn bevæge sig,
som en elskovsfuld Kvinde.
De kæmpemæssige, blaa Bryster
skælvede imod dig,
du store, berusende Elsker.
Som en dyb, rød Skaal var din Mund.
I levede sammen;
Jeg saa det!
Som en stor Mangfoldighed,
en Hellighed.
Og jeg fornam mit Hjerte bruse imod jer,
I tvende Sjæle.
Og mit Ansigt brast i Taarer.
Saadan elsker jeg jer!