Gud har boret sit Sværd igennem mig —
han har korsfæstet mig til Angsten!
— — —
Jeg maa tilbage til Stenørkenen.
Jeg kan ikke være her.
Dette store Rum omkring mig:
Skyerne, Luften og Havet ...
Kender du den kosmiske Angst —
Angsten for Rummet?
En Tid var jeg angst for mig selv.
Nu — ikke mere.
Nu er min Angst overflyttet til Rummet —
Evigheden omkring mig.
Jeg maa tilbage til Stenørkenen —
til Tingene.
Jeg maa gardere mig med Tingene,
Mennesket har skabt:
Rummet falder ned over mig!
— — —
Foran mig danser
en lille, sort, forrykt Plet.
Den er rund som en Kugle —
som mit Øjes Pupil ...
Det er mit Øjes Pupil,
som genspejler Kloden ...
Jeg er gal —
jeg har været gal længe!
Den kommer fra Angsten —
fra det Sværd,
som Gud har boret igennem mig.
Saaledes ser jeg ud i Sjælen —
som et Kaos!
Kaos er om mig —
Kaos er i mit Indre.
Min Angst er som en Klode,
der er gaaet i Drift!
— — —
Denne Plet har gjort mig gal.
Jeg ser den alle Vegne.
Jeg griber efter den med mine Hænder;
men jeg griber intet —
kun det tomme ...
Det er, som mit Øje
er sprunget ud af sin Hule
og danser foran mig
i al sin kosmiske Forrykthed ...
Jeg er gal —
jeg har været gal længe!
— — —
Fra denne Miniatur-Plet
forplanter sig mit Syn mod Universet —
mod Kloden ...
Det er Kloden, jeg ser foran mig —
Kloden, i al dens Forrykthed.
Langt ude ulmer den,
som en blodig Kugle —
et Kæmpeøje,
der laaner sit Lys af Solen.
Og rundt paa denne Kugle
hvirvles en lidende Menneskehed —
et levende Kaos!
Og jeg tænker:
at dersom denne Sol ikke var —
vilde Kloden forstenes,
fryse til Mørke.
Og dersom denne Klode ikke var —
vilde Menneskeheden ikke være.
Og dersom denne Plet ikke var —
da vilde min Sjæl finde Hvile!
— — —
Jeg kan ikke bære det mere —
det frygtelige Sværd,
som er min Angst!