Moder, gierne vilde vi afmale
Al vor Fryd og vor Lyksalighed;
Ak, men ei vor Røst formaaer at tale,
Hvad vort Hierte let at føle veed! —
Fra vor Barndoms første, svage Aar
Kiendte vi dit Modersmiil med Glæde.
Selv Naturen bandt den faste Kiæde,
O! der varig, som vort Liv, bestaaer.
Daglig nye Prøver vi modtage
Paa din Omhu, paa din Kiærlighed.
Maatte og enhver af vore Dage
Vidne om vor Tak, vor Lydighed!
Svag endnu er Tanken i vor Siel,
Ei den kan dit hele Værd paaskiønne.
Ikke vi, kun Himlen dig kan lønne,
Vi kan ene bede for dit Vel.
Men engang, naar modne Aar os lære
Heelt at fatte, hvad for os du var,
O! gid da vor Sommer Frugter bære,
Værdige den Omhu, som du bar!
Og naar seent din sidste Stund er nær,
Naar fra os du haster til et Bedre,
Da vor Vandel end dit Minde hædre,
Vise, vi var’ slig en Moder værd!
Liebenberg.