Selskabssang i Vaaren
Mel. Og Odin han sendte Hermoder afsted.
Mel. Og Odin han sendte Hermoder afsted.
Velkomne, o Venner! til Sommerens Lyst!
Velkomne, vort Samfunds Veninder!
See, Vaaren os kalder med huldeste Røst,
Og smilende Krandse os binder.
Ved Venskabs fortrolige Alter vi fandt
Et Fristed for Vinterens Harme;
Der hastig hvert Mulm og hver Taage forsvandt,
Vi trygge lod Stormvinden larme.
Naar Dagen i Sysler tilbagelagt var,
Vi glade vort Samfund opsøgte;
Der svandt os de Timer saa blidt og saa snar,
Hver tvangfri med Broderen spøgte.
Og stundom, o frydfulde Minde! vi saae
De hulde Veninder indtræde;
Til Dandsen vi hastede da at fremstaae,
Og hyldede Skjønhed og Glæde.
Saa hengleed umærket i Sysler og Fryd
Selv Vintrens de umilde Dage.
Nu Vaaren fremtriner i blomstrende Pryd,
Her venlig sit Sæde at tage.
Naturen os vinker: hvert følende Bryst
Nu henrykt dens Stemme adlyder,
Ja, Venner! Veninder! dens liflige Røst
Os alle til Glæder indbyder.
O Venskab! ved dig blev os Vintren kjær,
Ved dig skal os Sommeren glæde,
Du slynge din venlige Kjæde om hver,
Som er i vort Samfund tilstæde!
Liebenberg.