Venne-Sang
Mel. Vær du vort Selskabs Skytsgudinde.
Mel. Vær du vort Selskabs Skytsgudinde.
Naar Sorgens mørke Skyer svæve
Hen over Livets trange Vej,
Hvad er det, som vor Sjel kan hæve,
At den til Mismod synker ej? —
O Venskab! du os rækker Haand,
Du eene styrker da vor Aand!
Naar høj og ædel Fryd udbreder
Sit Pupur paa den Godes Kind,
Hvad skabte disse rene Glæder,
Som trylle hans henrykte Sind? —
O Venskab! du den Himmel er,
Hvori hans Sjel sin Lykke seer!
Naar Ringheds Søn i stille Hytte
Fro nyder umisundet Held,
Og ej med Fyrsteglands vil bytte —
Hvor fandt han Glædens sande Væld?
O Venskab, Venskab! det er dig,
Som gjør ham rig og lykkelig!
Dig, Venskab, ville vi indvie
Et varigt Sæde i vort Bryst,
Og i dit Favn skal Klager tie,
Hvert Held tilsmile dobbelt Lyst.
O Venskab! Livets bedste Held,
Du være kostbar for vor Sjel!
Selv da, naar haarde Skjæbner kalde
Os til et smerteligt Farvel,
De Taarer, som fra Øjet falde,
Skal gyde Trøst i Vennens Sjel.
O Venskab! Livets bedste Trøst,
Du evig throne i vort Bryst!
Liebenberg.