Ved et Bord af størknet Lava
sidder Simon i sin Hule
og begraver sine Hænder
i de dybe Bukselommer.
Telefonen kimer hidsigt;
Simon farer op og bukker,
smiler, ler og konverserer,
sætter sig igen til rette. —
Snart den store Oprørstime
kommer — derpaa alting tyder!
Simon fylder stadig Sprængstof
i den dybe Helvedsbombe.
Han og Thomas svinger Svøben,
hejser daglig Oprørsfanen.
Thomas er jaloux paa Simon.
Simon hader venligst Thomas.
Han har netop fuldendt Kladden
til en stormende Artikel.
Simon skriver altid Kladde,
naar hans Lidenskab er stærkest.
Medens Blækket langsomt tørrer
paa Konceptpapirets Flade,
føler han sig vel tilmode
som en Bryder efter Kampen.
Simon holder sig i Træning,
lever magert og asketisk,
drikker skummet Mælk og Tevand
og er Vegetarianer.
Varme Linsefrikadeller
styrker Blodet. En Tomatbøf
sætter Marv i alle Knogler
og gør Gangen yderst spændstig.
Frisk opskudte Brændenelder
ætser Sjælen — hvor det ætser!
Simon dufter sødt af Æbler
og af Løg og af Grønlangkaal.
For at skrive som en Blodhund
skal man spise kolde Roer.
Geniale Folk kan leve
af en Nød hveranden Time.
Simon prøver paa at leve
genialt — det smager ikke.
Ak, han har sit Mas med Bladet
og har mange indre Kvaler.
Skønt han lever saa æterisk,
piner Kødets Lyst ham syndigt.
Der er jo en Djævel i ham
og den kalder paa en Heks.
Mange Hekse gaar paa Gaden,
de er villige og rede.
De har Haaret ned om Øret
og har store varme Munde.
Deres Faunben under Skørtet
stavrer rundt i evig Længsel.
Og i deres Øjne luer
en forborgen Sengevarme.
Simon Ring faar Hjertekvalme,
han er Menneske af Fødsel,
har en indre Værdighed,
der forbyder ham at handle.
Og mens Djævlen i ham blinker
til hver munter Heks paa Gaden,
gaar hans tavse Sjæl og venter
paa en god og trofast Søster.
Følevorn var Simon altid!
Stadig maa han reagere
mod de logiske Passager
i den daglige Artikel.
Hvem blir ikke blød om Hjertet
ved at slaa en Tyr for Panden?
Tyren brøler, Hjertet banker
— det er sandt som det er tragisk.
Simon længes mod Forsoning,
nu han sidder vel tilmode
i sin Hule. Og han griber
Kladden, læser den og sukker.
Denne Leg med Ord, der dræber!
Disse maskuline Haansord!
Hvor det ækler ham at læse,
hvad han selv saa sindrigt prented.
Hvilken flov og dum Forrentning
af sin Kapital — hvor syndigt!
Hvorfor leve paa sin Galde,
naar man har et venligt Hjerte.
Taktiker er Simon bleven.
Struggler, Spiller, Spekulant
i det dyre Spil, der spilles
om en Indsats, ingen kender.
Men Taktiken er en farlig
Vej; de tavse, golde Kræfter
mødes, brydes, intrigerer. —
Nogle stryger ind Gevinsten.
Andre taber — staar tilbage
blussende med hede Kinder.
Og de trætte Munde mumler:
Hvilket Spil, hvor fejgt og usselt!
Ungt og friskt gaa løs paa Livet
med sin redebonne Vilje
og sit store, sunde Hjerte
er et overvundet Standpunkt.
Alt beregnes matematisk,
sjælløst, uden Stemningsrytme.
Per og Poul er vore Brikker
og vi flytter dem behændigt.
Hvad er da vort Maal? En gylden
Utopi om Fred og Frelse. —
Simon elsked Ironien
mellem Menneskenes Børn!
Og hans Selvforagt er vokset
her i Helved med hans Hale. —
Tavs han sidder nu og bider
i sin smalle Underlæbe.
Pludselig han hører Døren
knirke. Hurtig op han springer:
Er det dig, du lille sorte
Sætterdreng fra Trykkeriet?
Midt i Hulen standser Simon,
ser forlegen hen mod Døren,
retter paa sin Flip og stryger
hastig Haanden over Haaret,
skeler ned til sine Negle,
rømmer sig i største Skynding
og forsøger uden Held
at slaa Krølle paa sin Hale.
Men i disse højst charmante
Toilettekrumspring bli’r han
afbrudt af en venlig Stemme:
— Træffer jeg Hr. Redaktøren?
Og en Heks af moden Skønhed
med en Rejsning som en Dronning
og et mildt Madonnaansigt
staar i Hulen, tæt ved Døren.
Hendes Haar er tungt og fyldigt
men er ærbart skudt tilbage
i en Knude bag i Nakken;
gennem Knuden gaar en Sølvpil.
Hendes Dragt er ret moderne:
Nederdelen smal om Hoften,
Brystet gaar fra Hals til Midie
i en lang og sælsom Kurve.
Og hun lægger Pegefingren
paa sin Læbe. Simon smiler.
Han forstaar og nikker langsomt,
rækker hende sine Hænder.
Og hun siger: Jeg er kommen
for at takke dem og hilse
paa dem. Hvor jeg dog beundrer
deres Mod og stærke Vilje!
De er Herre, de er Fører!
Deres Ild har tændt min egen.
Se, jeg bøjer mig i Støvet
for min Mester, Simon Ring.
Deres daglige Artikel
har jeg læst med kærlig Omhu;
den er gaaet mig i Blodet
og har fyldt mig med Forventning.
Lutter smaa Kontraster er jeg,
Mosaik som selve Tiden.
De har formet til et Hele
disse mange Enkeltheder...
Simon kror sig som en Hane,
rækker varmt den skønne Haanden.
Og han hvisker feberspændt:
Sig mig, hvad er deres Navn?
Og den skønne Heks begraver
Hovedet ved Simons Skulder,
raaber hastig ud i Luften:
Kald mig Eva! Kald mig Eva!
Jeg er Sorgens blide Eva,
jeg er Glædens viltre Eva,
jeg er skøn som en Gudinde,
er dog kun en lille Heks.
Naar du ser i mine Øjne,
paa mit Haar det silkebløde,
aner du et Uskyldsrige
mellem drømmetavse Vande.
Men jeg har en lille begsort
Plet paa Halsen under Hagen.
Naar du kysser den, jeg danser
— danser, spræller, kankanerer...
Simon glemmer rent at se paa
hendes Øjne og paa Haaret.
Lynsnart har han fundet Pletten,
dette lille mørke Centrum.
Han begrænser sig om Centret,
kysser løs i vild Ekstase.
Og den skønne Heks maa danse
— danse, sprælle, kankanere!
