Skyggedræberen og Saksen
kløver Luften. Store Vinger
bruser gennem Aftenmørket;
Flagermusene er ude.
Vingerne er ganske lette,
gør den tynde Luft urolig,
jager bort saa nær ens Øre
som et Suk, der fløj forbi.
Og den lave Hvælving knuger. —
Hjertet banker træt og frygtsomt.
Øjet stirrer gennem Mørket,
Øret lytter efter Stemmer.
Alle Skrig er nu forstummed,
Stilheden har intet Ekko.
Alt er Dødens. Hvad der lever,
gemmer sig i navnløs Rædsel.
Tungt den gamle Skyggedræber
kløver Luften. Og dens svage
Knirkestemme hvisker ensomt
ud i Mørket: Arbejd, arbejd!
Sagte glider Skygger mod den,
fanges under Kværnens Stene.
Gyldne Drømme, hede Længsler
dødes, knuses, vejres hen.
Alt hvad Livet har forødet
af sin Spændkraft, af sin Styrke,
alle golde Fantasier
pusler om den gamle Mølle.
Her de mødes disse Drømme,
disse Længsler, som vi ejed.
Dette Kuld af blege Fostre,
disse Børn af al vor Afmagt. —
Fredløst suser det i Natten.
Og den store Bøjg er ude.
Saksen klipper Livets Traade
Hak i Hak og Klip i Klip.
Hver en Livstraad bliver studset,
lagt tilside i sin Bunke.
Aa, hvor smaa er disse Traade
og hvor fattige og svage!
Uden Vægt og uden Slyngning,
uden Farve, uden Islæt
ligger disse hvide Flosser
spegede i Dødens Kulde.
Livet vandrer ufortrødent.
Dog vi frygter for vor Livstraad.
Ingen griber efter Hørren
paa den store Ten, der ruller.
Skæbnetenen — lad den rulle,
broget skal min Livstraad være!
Selv jeg vælge vil mit Mønster
og slaa Sølverislæt i.
Hør og Hamp, Lyonersilke
og Angora-Uldens Traade
mødes om mit Jeg og glider
bag mig som et Lykkekabel.
Simon Ring, et Klip af Kablet,
har den rette Sammensætning:
Uld og Hør og Hamp og Silke
men med Sølverislæt i.