En Sjællandspræst i gyldent Kald
og Sjæl af lignende Metal
var rykket Støvets Alder nær
og skyldte Døden Høstsalær.
Skønt gigtbetrængt og uden Arv
paa Syndens Fæstegods, lidt Marv,
han efter dyb Beklagelse
og sjælelig Ransagelse
dog følte Lysten i sin Krop
og gjorde Kødets Regnskab op:
„Ifald — jeg siger kun ifald —
Gud ser i Naade til mit Kald
og vil belønne daglig Flid,
som jeg har ydet i min Tid,
da sende han til Trøst og Mod
sin Tjener ned en Hustru god;
— vi dele vil mit ringe Kald,
ifald — jeg siger kun ifald!”
Gud Amor vaagner med et Smil
og skyder muntert ud sin Pil.
Som Telegrafens lette Traad
kan bringe Bud og gavnligt Raad
fra Sjælland til Amerika,
som ligger grumme langt herfra —
saaledes Alderdommens Syn
kan i det mindste naa til Fyn.
Ti her, hvad sker! Vor Sjællandspræst,
hvis Legem rider Døden næst,
fandt stille Banken i sit Hjærte
og Rosenleje for sin Smærte. —
Ja, her det gik, som tit det gaar,
at Skønhed Fremtids Kald forstaar,
og her det gaar, som tit det gik,
at Ungdom parres med Kolik!
Træt Hymen paa sin Lænke bandt.
Vor Præst — han kom og saa og vandt.
Du gyldne Ungdom, blomstersund
du løfter dig med dugget Mund!
Din Sjæl er Sommervindens Spil
og bæres hen, hvor Vinden vil.
Men ak! Til samfundsblodig Gavn
du ender tit i Præstefavn. —
Ti takked Præsten Gud for Magen
og stod for Spejlet hele Dagen.
Den første Tid i Ægteskab
blev slugt af Lykkens brede Gab;
man glemte Vanelivets Banden
og favned kristeligt hinanden:
da tændtes Eros’ Himmelfakler
og Præsten gjorde smaa Mirakler;
— men snart den nylig gifte Frue
hensygne saa den hede Lue,
og Præstens Ben blev saare tynde,
og Natten tabte al sin Ynde.
Da klaged hun til Gud sin Nød,
mens Skuffelsernes Taarer flød.
Hun bad om Sundhed, Styrke, Tro
for ham — og for dem begge to.
Hun bad ved Nat •- og først ved Nat —
men snart ved Dag hun og tog fat.
Hun bad, saa Haaret flød om Isse,
hun bad i Kjole og Chemise.
Men Præsten sad i Studjekammer
og skrev om Synd og Sorg og Jammer. —
De Bønner steg til Himmelen
og kommer aldrig mer igen.
De samled sig som Martyrkrone
om Herrens høje Dommertrone.
De kom ved Nat, de kom ved Dag
og præked deres kildne Sag.
De bad om Sundhed, Styrke, Tro
og vækked Gud af Middagsro.
Da mumled Herren: „Gale Kvind’!”
og kaldte vred St. Peder ind.
De hvisked sammen. Peder smiled,
mens mægtig Glans om Herren hviled’.
Og over begges Pander gled
den dybe, himmerigske Fred,
da Peder smisked’ i Sopran:
„— Saa skaffer jeg en Kapellan —!”
(1895)