Af Helveds sorte Gryde
bestandig øser Degn og Præst.
De lader Svovlet flyde
fra Fastelavn til Julefest.
— — Lad syde, siger Degnen,
lad syde og lad flamme.
Usvovlet Sjæl er ful og fæl,
den vil ej Gud annamme!
Vi til Missionshus drage
og ofrer i hver Kirkeblok;
dog mest paa Offerdage,
hvor salig er den lille Flok!
— — Lad klirre, siger Degnen,
lad klirre og lad klinge.
Pung flittig ud — nu tæller Gud
hver Krone, du la’r springe!
Men tit bag Præstens Præken
Skibbrudnes Skrig i Braad og Blæst
slaar ind mod Kirkevæggen,
det standser aldrig Degn og Præst.
— — Lad drukne, siger Degnen,
lad drukne og lad strande.
Af Svovlet skabt, til Svovl fortabt
bør de i Svovl opstande.
Slet ingen ved sig sikker.
Kun Præst og Degn faar rolig Blund,
ti Næstens Rygte ligger
i Præstemandens brede Mund.
— — Lad dryppe, siger Degnen,
lad dryppe og lad regne.
Lad Knevren gaa og Svøben slaa
— kun ej mod vore egne!
Nu flokkes Sognets Koner
og Piger tit til Altergang.
Her lokker Præstens Doner
bag Kirkevin og Salmesang.
— — Lad kysse, siger Degnen,
lad kysse og lad favne.
Glem alt for Gud — som Jesu Brud
bør ingen Naaden savne.
Saa tungt de Klokker lyde,
de ringer Sorg, de ringer Pest.
Af Helveds sorte Gryde
bestandig øser Degn og Præst.
— — Lad syde, siger Degnen,
lad syde og lad flamme:
En kløgtig Præst er Himlen næst,
en kløgtig Degn det samme.
(1900)