Nu fløjter Fuglene;
det er da Foraar igen.
Foraar over Danmark —
o, ubestemmelige Duft
af Taarer fra det rindende Vand!
I Haverne er de første Crocus fremme,
mine Øjne søger efter den, der er den skønneste,
blot de duftede!
Jeg følger Landevejen,
gaar med en Sang paa mine Læber.
Vejen er virkelig hvid og støvet,
ned ad Poppelstammerne løber Vandet draabevis.
Jeg tager en Draabe paa min Pegefinger
og smiler lidt tungsindig af mig selv;
denne dumme Foraarsdraabe!
Fra Markerne kommer Brisen —
saa tummelumsk baaren
med lidt Kulde og Sol i sin Runddans.
Jeg bliver kold i Ansigtet
og ser mod Horisonten —
hvilket Landskab omkring mig!
I Disen under kantede Skyer
staar Solen lavt.
Det er som pløjede den Guld op afjorden.
Lyset stryger som en favnevid Blæst,
der slaar Gnister af Sten i hver Muldklump.
Og Solens Øje møder mit med Jorden i sit Blik:
Marker, Gaarde, Hegn ved Hegn,
alt gyldent, alt.
Nu kender jeg mig selv,
véd, jeg staar med dette fattige, lidt fortrukne Udtryk
i mine Øjne.
Al Skønhed berører mig smertelig,
vækker en dump, fortærende Længsel
efter Tilintetgørelse og Død.
Jeg kan blive syg af Frygt og Fortvivlelse
blot ved at se Solen.
Det hvisker i mig:
elsk ikke, dvæl ikke — dø!
Dybt i Tavsheden,
i denne Foraarsensomhed,
der rinder gylden bort over mit Hoved og mine Sanser,
fatter jeg Nag til mig selv.
Jeg frygter mine Nervers Baghold,
min Sjæls fjernttonende Kvide.
Jeg ser paa mig selv som en fremmed Mand,
føler mig udstødt af min egen Foragt —
stranguleret af en Sorg,
Sorg uden Ophav,
dødsyg Sorg.
Bag mig kommer en Vogn rumlende,
jeg vender mig mod de ludende Heste;
de gule Tænder bider i Bidslet,
Øjnene synes uden Udtryk,
kun Rummets gule Skær spejler dem.
En Lugt af Maskinolie
kvalmer Luften.
Jeg mindes Byen
idet Vognen knager videre — ud af mit Felt.
Jeg staar med mange Erindringer vaagne:
Byen!
Byen, jeg kom fra,
den, der skal eje mit Liv og min Skæbne.