Krusemynt ved Grøftekant —
jeg mig en dejlig Jomfru vandt
du dufter, hvor du dufter sødt,
og nu er alt det døde dødt
og gemt og skjult og vejret hen
du lille Blomst, min Sommerven.
Krusemynt ved Grøftekant —
ved hendes Haarbaand jeg dig fandt;
dig hvilte hendes Øjne paa,
naar ikke de i mine saa
og tindrende og blinkede
og straalede og vinkede.
Krusemynt ved Grøftekant —
hvor blev de Timer af, som svandt?
Saa bleg du stod i Aftenluft
og om os var din Krydderduft
og Himlen laa bag Skyers Guld
forventningsfuld, forventningsfuld.
Krusemynt ved Grøftekant —
jeg husker: det er sandt, ja sandt!
Vi fulgtes jo. Hun fulgte mig . . . .
Ak, altid maa jeg mindes dig
og længes mod din Duft igen
du lille Blomst, min Sommerven.