Hr. Mogens sadler sin vrinskende Hest
og rider sig frem gennem Lande
med Bryst imod Sol og Ryg imod Blæst
og sviende Længsler bag Pande.
Alt længe Hr. Mogens i Murens Kalk
har ridset med Undren sin Kvide;
hver Længsel har Klo som en lænket Falk,
hvis Øjne stirre saa vide.
Hver Længsel kommer som Storm i Høst,
naar Kornmod Offerbaal tænde.
Hr. Mogens sidder med bankende Bryst
og føler Taarerne brænde.
Sig klæder Dagen i Nattens Sorg
og lukker forgræmmet sit Øje.
Hr. Mogens stirrer fra stænget Borg,
han aner de fjerne Høje.
Højt kredser Maagen fra aaben Strand,
tør frem over Banken sig svinge;
Hr. Mogens følger dens Flugt over Land
og ønsker sig solgylden Vinge . . . .
„Den Svend, der haaber, er Lykken næst
og Lykken er Dagens Eje;
thi føre I frem min vrinskende Hest,
vi sprænger ad Haabets Veje.
Vi slænger i Krogen det Krybbebrød,
der aldrig kan stille vor Længsel;
naar Dagen fødes af Østens Skød,
vi smiler Farvel til vort Fængsel!”
Hr. Mogens sadler sin vrinskende Hest
og rider sig frem gennem Lande
med Bryst imod Sol og Ryg imod Blæst
og sviende Længsler bag Pande.