Medens al vor Glans fra fordums Dage
ligger skjult af Sorg og Skam og Nød,
mens det sidste Haab, vi har tilbage,
dunkelt dæmrer kun i Nattens Skød:
tør vi lokke frem i Tider svare
Duften fra vor Ungdoms Rosengaard?
tør vi synge nu om Øjne klare,
Kvindesmil og Hjertets lyse Vaar?
Ja, den danske Kvinde har et Hjerte,
som kan rumme mer end Leg og Lyst;
hun kan fatte Fædrelandets Smerte,
hun kan gyde Mod i Mandens Bryst.
Hun har hellig Styrke til at værge
om den dyre Skat i Nødens Tid;
thi hun har den Tro, som flytter Bjerge,
og det Haab, der svigter ingen Tid.
Hun vil holde Danmarks Navn i Ære,
vogte Modersmaalets rene Klang;
Danmarks unge Sønner vil hun lære
højt at elske gamle Dannevang.
Haabet, der var slukt, vil hun forynge;
hun vil gøre den forsagte stærk,
og for Drengens Vugge vil hun synge
stolte Kvad om Fædres Manddomsværk.
Med sin Haan hun ramme vil de frække,
som tør deres Moders Navn forsmaa;
alle gode Kræfter vil hun vække;
alle gæve vil hun kalde paa.
Og naar atter Danmarks Stjerne blinker,
og naar Dansken atter løfter Sværd,
bliver hun Valkyrien, der vinker
Danmarks Mænd igen til Heltefærd.