Vi sad paa Vognen sammen
og veksled Ord og Blikke —
med Huen over Øret
os Kusken mærked ikke.
Vi talte saa fortroligt
om svundne Dages Smerter,
da Frygt og Tvivl holdt fangne
i Afstand vore Hjerter:
»Sig, husker du, min elskte,
da sidst vi sammen kørte,
den lange, skønne Rejse,
jeg til mit Hjem dig førte.
Jeg sad saa salig hos dig,
og dog saa fuld af Smerte;
jeg havde end ej vovet
at aabne dig mit Hjerte.
De sidste tvende Timer —
o, hvor man sødt kan drømme,
trods raa Novembervinde,
trods Regnens kolde Strømme!
Fader og Tante slumred;
du selv til Siden bøjed
dit Hoved, som naar Blomsten
mod Aften lukker Øjet.
Da kækt jeg om din Skulder
min Arm at slynge voved,
og til mit Bryst forsigtigt
jeg drog dit fagre Hoved;
og søgte tro mod Blæsten
og Regnen dig at dække,
og frygted for, at Vognens
Støden dig skulde vække.
Hvor var den Aften salig
og dog saa fuld af Smerte!
hvor kryssed Haab og Glæde
og Tvivl sig i mit Hjerte!
Kun paa din Søvn beroede,
det vidste jeg, min Lykke;
klin naar du slumred, turde
jeg til mit Bryst dig trykke.
Og dog af Lyst jeg bæved,
og halvt af Skræk ved Tanken:
hvad om hun dog nu, vaagen,
fornam mit Hjertes Banken!«
Da smilede den elskte
og sænked sine Blikke,
mens rødmende hun hvisked:
»Min Ven! jeg — slumred ikke!«