O, hvilke Dage staa frem for min Tanke!
fem og tyve Aar deres Glans ej har slukt;
Haabet oplod sine Skyslotte blanke;
Verden var for trang for vor dristige Flugt,
Højt var vort Maal og bevinget vor Fod;
Hjertet slog stolt, mens om Sejre vi drømte;
Ungdommens Flammer og jublende Mod
var i hvert Bæger, vi tømte.
Atter vi samles, en Levning af Flokken;
vide var vi spredt paa vor Pillegrimsfærd,
Panden lidt furet, lidt tyndere Lokken;
o, men hvor hjemlig jeg føler mig her!
Broder, saa kom da, sid hos og fortæl:
Hvor har du færdedes? hvad har du fundet?
hvad var din Idræt, og hvad var dit Held?
hvad har i Striden du vundet?
Plukked i Musernes Lunde du Kranse?
Hyggede du kraftigt paa Dannemarks Vold?
Brød du mod Løgn og mod Dumhed en Lanse?
Løfted du for Ret og for Frihed dit Skjold?
Skrev du dit Navn paa en Daad, som var værd
mer end de Kranse, som Døgnet kan binde?
Held dig, engang skal Erindringens Skær
mildt paa din Livsaften skinne!
Sig, om du fandt paa din Vandring en Kvinde,
ren og skær som Liljen og trofast og øm?
Ejer du end kun det hellige Minde
eller kun et Billed, der bor i din Drøm:
Held dig, min Broder! — for Smerter og Savn
sødere Trøst er i Verden ej funden:
nævn du saa sagte det elskede Navn;
tøm saa dit Bæger til Bunden!
Men var paa Vejen din Lykke kun ringe,
kommer du tilbage tomhændet og bar,
har du slet intet til Festen at bringe:
bring du kun dig selv da; men kom, som du var!
Har du bevaret din frejdige Aand,
kan end som den Gang du sværme og drømme:
Broder, saa ræk mig din trofaste Haand
og lad os Bægeret tømme!
Naar vi nu skilles — se, Timerne rinde,
aldrig som i Aften vi mødes vel her —
leve vor Ungdoms velsignede Minde!
lad det ikke blegne for Verdens Besvær!
Livet er Alvor og Striden er haard:
Blendværkets glimrende Boble maa briste;
men, hvad vi elsked i Ungdommens Aar,
blive vi tro til det sidste!