Det falder saa tungt at tænke derpaa
Kong Fredrik er hos de Døde.
Saa tidt vi hans milde Øjne saa,
fløj alle Hjerter ham imøde.
Han ejed en Kraft, den holdt han sig ved,
naar Støtter af Jern maatte briste:
hans Styrke var Folkets Kærlighed;
den kunde han aldrig miste.
Han ejed en Visdom, den leded ham trygt,
hvor den snildeste Kunst maatte glippe:
han vidste, Thronen er sikkrest bygt
paa Frihedens faste Klippe.
Han ejed en Lykke, den svigted ham ej,
ihvor han end monne vandre:
hvert Skridt, han gik paa sin Kongevej,
gik han og hans Folk med hverandre.
Thi han følte det grant med sikker Sands,
hvad Folket paa Hjertet maatte bære;
han vidste, Dannemarks Fjender var hans,
og hans var Dannemarks Ære,
Han elskede Mindet om Fædrenes Old:
han freded om Kæmpernes Grave;
han rejste Dannebods ældgamle Vold
til Hegn for Dannemarks Have.
Og Danskens Sværd, som rusted i Krog,
det lod han af Balgen drage;
med Sejer igen fløj Dannebrog
saa stolt som i Valdemars Dage.
Alt, hvad han har grundet til Danmarks Gavn,
Gud give det Held og Fremme!
men den skal mærkes med Nidingsnavn,
som vover hans Værk at skæmme!
Bring Kongens Lig til den gamle Stad,
hvor Kilderne grædende rinde;
men i Folkets Bryst og paa Krønikens Blad
bor Fredrik den Danskes Minde!