Til Sommer, til Sommer!
naar Trækfuglen kommer
og søger sin Rede og kender sit Træ,
naar Rosen har Rødme,
naar Bærret har Sødme,
naar Solen har Varme, og Skoven har Læ! —
Hvorlænge er der til Sommer? —
Til Sommer, til Sommer!
naar Busken er grøn, og naar Bølgen er blaa,
naar hundrede Snekker med snehvide Vinger
som kneisende Svaner i Øresund gaa,
naar Skovsletten klinger,
mens Aftenen kommer,
af jublende Sange fra Telt og fra Træ, —
Hun og jeg,
vi finde den smukkeste Vej,
Arm i Arm, —
hvor Aftenstunden er varm!
Bænken hist i det ensomme Læ,
den lad os søge,
fjernt fra de larmende Menneskevrimle,
hvor kun de uskyldige Blomster smaa
med fortrolig Hilsen omkring os stimle. —
I gamle, alvorlige Bøge,
som saa stille, betænksomme staa
og spidse hvert Blad som et nysgerrigt Øre,
og vilde gjerne lytte derpaa,
hvad Blomsterne hviske med Aftenvinden,
og jeg med Veninden, —
I maa gerne os høre;
I er tavse, tro;
I røbe ikke,
hverken Ord eller Blikke;
I hørte vist tidt paa Elskende to.
Vi vil jo kun tale,
her i de grønne, beskyggede Dale,
om Aftenstunden, som er saa dejlig, blid
i den skønne, grønne Sommer,
om Jorden, som er saa rig og smuk og varm,
om Himlen, som er i vor Barm,
som kommer! —
Naar bliver det Sommer? —
Sommer kommer sejlende
fra sin fjerne Blomsterø,
stoltelig spejlende
sit Kongeflag i Sø!
Se, Skyteppet skælver
og brister for hans Komme brat,
og Regnbuen hvælver
sig over hans Fregat!
Han kaster sit Anker;
han folder ud sin Fane god; —
alle mit Hjertes Tanker
de sejle ham imod.
Med Blomster og Krandse
hver Baad er smykt, ham til Behag;
Chariternes Dandse
er malet i vort Flag.
Med Majgrene grønne,
med Haandens Vink og Hornets Klang
den Drot for alt det Skønne
skal hilses og med Sang! —
Til Sommer, til Sommer!
da springer alle Blomster ud,
og Rosen for alle Blommer
vil være min Brud.
Min Rose, jeg kommer,
jeg flyver i din aabne Favn;
der er mit Hjertes Sommer!
Der er min Længsels Havn!