Symfoni.
Stille, stille!
Ti, du forvirrede, vilde,
døvende Larm! —
Med Ærefrygt træder,
med hævet Tanke, med renset Barm,
herind paa de hellige Steder! —
Hil Eder, høje,
himmelske Magter, som Jorden bebygge,
I, som Menneskelivet smykke
med Skønhedens evige Krands!
Støvets Børn for Eder sig bøje;
hvad var uden Eder den jordiske Glands?
Lyset I tænde
midt i Verdens rugende Nat,
at det maa brænde,
bestraale klart hver en Livets lønlige Skat.
Hver Eders trofaste Søn,
som med Andagt lytter til Eders Tale,
herlig paa Jord er hans Løn: —
over vilde Klipper,
gennem dunkle Dale,
frejdig og fri er hans Gang;
aldrig Haabet i Barmen ham glipper;
aldrig forstummer den dybe Klang
af inderlig Længsel,
som kalder ham opad og frem
fra det lave, det knugende Fængsel,
fra Farer,
fra Trængsel,
fra Dybets lokkende Snarer
mod det fjerne, det evige Hjem! —
Som en Konge han skrider
gennem de oprørte, brusende Tider,
stolt og mægtig i Ro; —
i Jorderigs Taage
lumskeligt sno
sig de fordærvende, giftfyldte Snoge;
skarpe Torne paa Livsvejen gro;
men han tvinger sit Hjerte
og stirrer fast paa den vinkende Skat,
og han slynger den jordiske Smerte
højt op mod den funklende Nat,
og den bliver en Stjerne
og straaler ned med Forklarelsens Trøst
fra det hellige Fjerne,
og Fred stiger ned i hans Bryst! —
Derfor, I høje,
himmelfødte Magter,
Støvets Børn for Eder sig bøje.
Ikke foragter
de hædrende Fester,
som vi berede;
værer tilstede,
højbaarne Gæster!
Altret vi bygge: —
Eders er Krandsen;
Eders er Glandsen,
som Templet skal smykke.
Alt, hvad i Livet
blomstrer og grønnes
med Glimt af det Skønnes
Evighedsskær, —
I har det givet!
Eder vi bede:
naar vi de jordiske Fester berede,
værer tilstede!
værer os nær!
Violoncel.
Sommeren er nu kommen til Land,
han kalder med tusinde Røster;
komme nu hver, som komme kan,
og hør paa den frejdige Trøster!
Nu vrimle de blaa
Kærminder ved Bækken,
og Bærrene staa
saa røde bag Hækken;
Alverden sig smykker
som Haabet i Grønt;
i duftende Skygger
er Livet skønt!
Orkester.
Sommeren raader vidt over Land;
vi høre de kaldende Røster;
Alle komme vi, som vi kan,
at hilse den Hjerternes Trøster.
Violoncel.
Bølgerne gaa mod den grønne Kyst,
saa klare, saa svale, saa friske;
hist i Solskin lege med Lyst
de sølverskællede Fiske.
Du Bølge saa blaa,
som gynger og vugger,
hvi svulmer du saa,
mens sælsomt du sukker?
Du synker og stiger
og lokker mig ned;
jeg kommer, jeg higer,
jeg er saa hed!
Orkester.
Kom, lad os svale det hede Bryst
i Bølgens Favn den friske;
kom, lad os lege og tumle med Lyst,
omkap med de vevre Fiske!
Violoncel.
Solen synker bag Purpursky,
og Himmel og Hav staar i Lue;
Bægeret vinker i Bøgens Ly
med Saft af den glødende Drue.
Du sprudlende Saft
i blinkende Bæger,
du himmelske Kraft,
som Hjerterne læger,
som Solen du brænder
saa stærk og saa mild,
i Sjælen du tænder
en Glædesild!
Orkester.
Synkende Sol bag Purpursky!
Farvel, du himmelske Lue!
Sødt os trøster, i Bøgens Ly,
din Datter, den glødende Drue!
Intermezzo.
Solen dølger sig bag Skoven,
Skyggen voxer skarp og lang;
men det klinger over Voven
underfuldt som Havfrusang.
Se, hvor Bølgefladen gynger,
stolt, som ved et Heltekvad,
stille lytter hvert et Blad
for at høre, hvad hun synger.
Harpe.
Vindene suse og Voverne gaa
mod det fremmede Land;
Kong Valdemar sejler ad Bølgen blaa;
det hellige Kors vil han plante paa
den Hedningestrand.
Fra Himlen er Dannebrog faldet.
Hans Kæmper ham følge med Skjold og Stang
til Hedningeland,
og Præsterne følge med Messesang,
og Skjaldene drage med Harpeklang
til den fremmede Strand.
Fra Himlen er Dannebrog faldet.
»Vi drog over Havet paa Herrens Ord;
kast Ankeret ud!
om Fjenderne mylred som Støv paa Jord,
vi have dog Sejren med os ombord;
thi med os er Gud.«
Fra Himlen er Dannebrog faldet.
Der stod en Strid paa den fremmede Strand
med Bulder og Gny;
de Hedninger stimled saa tykt som Sand;
dem lysted at dræbe hver kristen Mand;
de tuded i Sky.
Fra Himlen er Dannebrog faldet.
Og Kæmperne strede med Sværd og Stang,
med Dommedagsslag,
og Præsterne strede med Bøn og Sang,
og Skjaldene hæved en Harpeklang
blandt Sværdenes Brag.
Fra Himlen er Dannebrog faldet.
»Staa fast, staa fast, hver en Dannemand,
som paa Korset tror!
og rinder vort Blod paa den fremmede Strand,
staar Paradisporten os aaben paastand
alt efter hans Ord.«
Fra Himlen er Dannebrog faldet.
Da skilte sig Skyernes dunkle Grund;
det blænded som Lyn;
der svæved et Banner i samme Stund
med snehvidt Kors i den røde Bund
for Heltenes Syn.
Fra Himlen er Dannebrog faldet.
Og frem gik Dansken, og Sejrens Sang
steg vældig mod Sky. —
Gud lade det Banner end mangen Gang
højt flyve med Sejr over Kampens Vang
og frelse paany!
Fra Himlen er Dannebrog faldet.
Intermezzo.
Maanen smiler
mildt igjennem Bøgens Krone,
Vinden hviler,
Bølgen tier,
sød er Natviolens Duft;
lifligt tone
Nattergalens Melodier
i den rene, milde Luft.
Hvilken Røst
i det spæde Fuglebryst!
som et Hjerte
stedt i Kærlighedens Trængsel,
som en Sjæl, der fra sit Fængsel
toner ud sin dybe Længsel,
halv med Smerte,
halv med Lyst.
Guitar.
Jomfru, du maa ikke sove;
Sommernatten er saa lys og smuk;
Himlen er saa klar og stille,
Stjernerne paa Voven spille,
Aftenvinden dør i sagte Suk.
Kom og se, hvor Poplen bæver,
blinkende som Sølv i Maaneskin;
Se, hvor Svanerne, de hvide,
drømmende paa Floden glide;
Drømmen hyller hele Verden ind.
Og jeg vanker selv idrømme,
fængslet af din stærke Trolddomsmagt; —
lad dit Billed i den klare,
stille Nat sig aabenbare
for min Sjæl i al sin Dronningpragt.
Hvor du vinker, vil jeg følge;
vink til Leg, og vink til Alvors Dyst:
dine Farver vil jeg bære,
øm og trofast vil jeg være,
hvis du lønner sødt med Elskovs Lyst.
Jomfru, kom herned i Lunden;
o, da bliver Natten dobbelt smuk;
naar dit Øjes Stjerner spille,
er min Himmel klar og stille,
og min Længsel dør i Glædens Suk!
Intermezzo.
Over Marker og Dale
har Natten sig bredt;
men i Menneskesale
er Festen beredt.
Se, Lamperne blinke
i Midnatten ud,
og Straalerne vinke
som Glædens Bud.
Festen skal fejres
og Mørket besejres
mægtigt af Lysenes Skær,
hæves og svømme
paa Tonernes Strømme
Eja, hvor lystig en Færd!
Klarinetter og Violiner.
Op til Dands
ved Kerters Glands!
hvilken straalende Jomfrukrands! — —
Ungersvend,
nu skynd dig hen,
pluk dig en Blomst af den!
er der Ild i dit Ungdomsblod,
slyng nu din Arm og sving din Fod; —
Roser her
og Liljer der!
liflige Farveskær!
Se, hvor fro
sig hist de To
i de hvirvlende Kredse sno;
i hans Arm
og ved hans Barm
svæver hun, rod og varm;
Skærfet let fra den Skønnes Hals
flagrer hen i den raske Vals;
om hans Haand
og om hans Aand
snor sig det Rosenbaand!
Kor.
Op til Dands
ved Kerters Glands
hvilken straalende Jomfrukrands!
Luren (i det Fjerne).
Ve, Ve, Ve! — —
Kor.
Roser her
og Liljer der:
liflige Farveskær!
Luren (nærmere og stærkere).
Ve, Ve, Ve!
Frelse sig nu hver!
Faren er nær!
Kor.
Hvilken Varselsang!
hvilken Rædselsklang!
ingensteds Faren jeg skuer:
Himlen er jo blaa;
sagte Bølger gaa;
hvor er Ulykken, som truer?
Stormklokken.
Mord! Brand! Skræk! Nød!
Vold! Rov! Blod! Død!
Kor.
Flygtninger hist
stimle til By:
Tidende ny
bringe de vist. —
Hvor? — hvem? —
sig det frem!
giv Besked!
hvem har brudt den dybe Fred?
2det Kor.
Ve os, Ve!
Skræk og Jammer,
Blod og Flammer,
hvor vi se!
Fjenden er i Land!
Faren sig nærmer:
Kosakken sværmer:
frelse sig, hvo kan! —
Se, Flammer røde
mod Himlen bruse;
det er vore Huse;
det er Markens Grøde.
Højt Borgen knejste
med Spir og Taarne
udover Landet
og saas fra Vandet:
den sank i Luer, —
og Kirken rejste
de mægtige Buer,
af Søjler baarne:
styrtet i Grus
er Herrens Hus! —
Faren sig nærmer:
Kosakken sværmer:
nu ve os Alle, ve!
Blodet ham klæber
ved Morderlandsen;
for Fode han dræber,
og Fangen han slæber
ved Hestesvandsen
langt bort til Ørkenens Sne!
Stormklokken.
Skræk! Nød!
Vold! Død!
Kor.
Hvo skærmer mod Faren,
hvo frelser af Nøden?
hvo standser Barbaren,
som truer med Døden? — —
Hør os, vi bede,
Herre, du stærke Hærskarernes Gud!
afvend din Vrede!
send ej din Harmes Tordener ud!
Se, det skønne, det blomstrende Liv,
Alt, hvad der røres og toner og dufter og straaler,
kom jo fra din Velsignelses bredfulde Skaaler;
det er jo dit; det lovsynger dit naadige Bliv!
O, saa bevar det
bag din Miskundheds skærmende Skjold!
vældig forsvar det
mod de forstyrrende Magters rasende Vold!
Se, dine Hjorder
ængstes af Ulvenes glubende Horder:
stands du Fordærveren, stands!
han har skændet dit Tempels Glands:
over dit hellige Sted
gaar Ødelæggelsens Vederstyggelighed.
Rejs dig i Vælde, mindes nu Pagten,
send os et Tegn, et frelsende, ned!
thi dit er Riget, og din er Magten
i Evighed!
Stormklokken.
Slib Sværd!
grib Spær!
tag Skjold!
drag Vold!
Kor.
Til Vaaben, alle Mand!
Hvo Værge kan bære,
for Alter og Arne, for Frihed og Ære!
en Niding skal være
den, som ej nu holder Stand!
Højt flyver Kampens blodrøde Hane,
slaar med sin Vinge og hæver sit Gal;
tæt om den hellige, himmelsendte Fane,
trofaste Brødre, flokkes paa Val!
I, som fik Armens vældige Styrke,
I, som fik Snildhedens skærmende Gave,
Fjenden er nær!
I, som stille med Kærlighed dyrke
Kandens Vingaard og Skønhedens Have,
griber til Sværd!
Fra Vinterens Ørk,
saa taaget og mørk,
Barbarernes Horde kommer:
han vil øde med Vold,
som en Stormvind kold,
vor blomstrende, grønne Skærsommer.
Hellig er Kampen, se, Banneret vajer;
følger det Alle!
mægtig paa vor Vej skinner Morgensols Glands.
Hil dem, som vinde den jublende Sejer!
Hil dem, som falde!
herlig over Graven er Hæderens Krands.
Staar fast, holder Stand!
for Alter og Arne, for Ret og for Ære!
for Skønhed og Frihed! skal Løsenet være;
til Vaaben, alle Mand!
Jægerhorn.
I Skoven,
bag Stammer,
der Jægeren sigter og rammer,
forvoven.
Nu dristig!
vi sprede
i Skovkanten Skytternes Kæde;
nu listig!
Barbaren
iblinde
skal gaa, mens han tænker at vinde,
i Snaren.
Bag Gærdet
vi vente;
der Fjenden skal Døden sig hente,
forfærdet.
Tromme.
Slut Jer ihast
saa tæt og saa fast
med Skulder ved Skulder, Mand ved Mand!
Alle som En,
som hugne af Sten,
som Klippernes Rev i vilden Strand.
Bygger et Bur,
en levende Mur,
med tusinde skarpe Spyd besat!
stærk er vor Arm,
og trofast vor Barm,
og bag os gemmes vor dyre Skat!
Roligt og fast!
det har ingen Hast,
lad dem stimle og storme med Larm og Skraal. —
Nu er det Tid!
nu en Velkomst blid
af det knusende Bly og det hvasse Staal!
Trompet.
Ser I hist deres mylrende Hob?
Har I hørt deres trodsige Raab?
Hvi fnyser du saa, min stolte Hest,
og stamper saa vildt med Hov?
Giv kun Tid, ret snart skal det gaa,
hvor de tirrende Landser staa:
vi splitte dem, som en Foraarsblæst
nedstyrter den visne Skov!
I Galop, i Galop, afsted!
styrter frem, styrter Alting ned!
og hvo som har Lyst til Kæmpefærd,
han stille sig os imod!
Hvor de tætteste Klynger staa,
hugger ind, bryder Alle paa!
nu rejs dig, min Ganger, flyv, mit Sværd!
Hurra! hugger ned for Fod!
Sejersmarsch.
Sejren er vundet!
flyv højt, vor stolte Fane!
Hjemad nu vi stunde med Spil og med Klang.
Fjenden har fundet
for Bytte kun sin Bane;
vældig over Val var vor stormende Gang.
Barbaren kom med Vold og Mord,
med Brand og med Baal;
nu ligger han paa kolden Jord
for Hævnerens Staal.
Ulven er tæmmet,
og Strømmen har vi dæmmet,
ikke mer den truer vor blomstrende Vang.
Sejren er vundet,
og Faren er forsvundet:
flyv nu højt, vor Fane, med Spil og med Klang!
Kommer, I Skønne,
med Jubel os imøde:
slynger os om Tindingen Sejerens Krands!
Sødt I os lønne
med Læberne, de røde!
Eders Gunst vi beiled til i Vaabnenes Dands.
Valkyrier i Luften foer,
og hver havde sin:
og hendes Navn var Løsensord
blandt Landsernes Hvin.
Sværdene svang vi,
og Fjenderne betvang vi;
herlig paa vor Vej straaler Hæderens Glands.
Kommer, I Skønne,
vor Troskab at belønne:
slynger Eders Roser i Sejerens Krands!
Fløjte.
Her er Valen, her har Slaget staaet;
her har Døden Hekatomber faaet;
Morderenglen hviler paa sin Høst. —
Er det her, jeg skal min Husbond møde?
hist, hvor Sejerstogets Jubler løde,
svared Ingen paa min Længsels Røst.
Aftenvind, o lad din milde Vinge
mig en Hilsen af hans Stemme bringe:
lad hans sagte Suk mit Øre naa!
stands, o Sol! du maa endnu ej svinde:
lad mig ved din sidste Straale finde
Vejen til den Plet, han hviler paa! —
Er det dig, som her i Skyggen blunder?
paa det kække Bryst de dybe Vunder,
Haanden klemmet om det brustne Sværd!
Dødens Bleghed paa din Pande hviler;
men en Heltedrøm om Læben smiler,
en livsalig Drøm om Sejersfærd!
O, vaagn op! her er ej godt at sove;
Natten gyser gennem sorte Skove;
Duggen falder koldt, min Ven, o, kom! —
vaagn, og lad mig dine Vunder læge,
lad mit Kys dit Hjerte vederkvæge:
det var jo saa tidt din Lægedom.
Vaagn, og slut mig tæt i dine Arme!
tryk mig til dit Bryst, det elskovsvarme! —
er dit Hjertes stærke Flamme slukt?
kan du ikke høre mer min Stemme?
ikke Trykket af min Haand fornemme?
er din Sjæl alt paa sin Sejersflugt?
Og skal jeg da længes her alene
som en ensom Fugl paa Vintergrene? —
ræk mig Haand, min Ven, og tag mig med!
Der var Sandhed i vort Hjertes Drømme;
derfor skal vi over Dødens Strømme
gaa med Sejr til Frihed og til Fred.