I.
Vaaren kalder. Al Naturen vækkes,
Livet rører sig i Mark og Skov,
Og med Lyst den nye Udsæd lægges
Dybt i Furen af den første Plov.
Vaaren kalder, Sædemanden kommer,
Spreder om sig Livets lyse Guld,
Kaster Glimt af Solskin og af Sommer
Over al den frosne Hjærtemuld.
Vaaren kalder, Vingaardsmanden kommer,
Binder op de unge, friske Skud,
Ranker som i Lys af Sol og Sommer
Barnets sejersæle Tro paa Gud.
Vaaren kalder. Her er saa’t og pløjet,
Her er bundet op og alt beredt.
Vaarens Herre! Smil til Barneøjet,
Og det smiler, naar det Dig har set.
II.
Sku mod oven! Haand paa Ploven!
Haand paa Ploven! Vær uforsagt.
Troligt Du pløje; hist i det høje,
Hist i det høje er Naadevagt.
Sku mod oven! Haand paa Ploven!
Haand paa Ploven! Vær uforsagt!
Sku mod oven! Haand paa Ploven!
Haand paa Ploven i Jesu Navn!
Han skal Dig lære, hvad Du skal være
Hvad Du skal bære, Dig selv til Gavn.
Sku mod oven! Haand paa Ploven!
Haand paa Ploven i Jesu Navn.