Ak! hvilken Vemod at vandre blandt Grave
Under en Solhimmels evige Smil.
Kirkegaardsbjærget, en hængende Have,
Frister den mødige Vandrer til Hvil.
Saart har han vandret, og stærkt har han ilet,
Sporet af Braaden, som hærged hans Bryst;
Let har han aandet, og lyst har han smilet,
Dengang han skimted, Mentona — Din Kyst.
Var det for silde? — Blev Haabet beskæmmet?
Og var det alt, hvad Din Gjæstfrihed bød
Vandreren, da han stod ensom og fremmed, —
Hvilen, den evige, her i Dit Skjød?
Nej! Du har vakt i hver døende fremmed
Haabet, hvis Vaartegn i Hjærterne gror,
Og hver en Grav, Du har vristet fra Hjemmet,
Kranser Du ødselt med Evighedsflor.
Her under duvende Popler sig lejred
Pilegrimsskarer fra Syd og fra Nord;
Korset paa Gravene vidner: de sejred,
Funde i Døden det frelsende Spor.
Lytter kun efter; — thi Marmoret taler,
Hvisker fortroligt som Ven til en Ven
Mythen om Solen — Livssolen, som daler
Blot for at stige forynget igjen.