Det fortælles her paa Egnen, at en Korshær har en Gang
Olielunden ved Mentona plantet under Bøn og Sang;
Det var alt det Sejersbytte, Korsets Helte bragte hjem,
Denne Haandfuld Oliekviste, plukket i Jerusalem.
Men de havde for Europa gjort et stort og herligt Fund;
Kvistene blev snart til Træer, Krattet til en løvrig Lund,
Og den golde Kyst, som forhen hærgedes af Solens Brand,
Blomstred frem i Læ af Skoven til et nyt forjættet Land.
Thi Trophæen, Oliekvisten i den fromme Kriger Haand,
Var et Tegn, der varsled Verden Fred i Lys af Helligaand.
Og den Kyst, hvor den blev plantet, blev en stille, fredlyst Egn,
Hvor der end i vore Dage ved Guds Aand sker store Tegn.
Sker det Tegn, at her de Syge staa fra Baaren op og gaa,
At de døende til Livet og dets Glæde gjenopstaa,
At i Læ af Olielunden, Fredens evigt grønne Pant,
Lidende fra alle Lande Helsebod og Lindring fandt.
Saa blev her for syge Slægter skabt et nyt, forjættet Land,
Flydende med Mælk og Honning, blomstrende som Kanaan.
Her er Nains Yndigheder, Sarons vilde Rosenhegn,
Her er Lægedommens Kilde med Bethesdas Frelsertegn.
Er end matte Øjne bristet her paa denne Fredens Plet,
Er end trætte Pilgrimssjæle segnet her og fjærnt begrædt,
De har her dog vundet Kjending af en større Naadestad,
Hvor Guds Aand Velkommen byder hver en Sjæl med Olieblad.
Mentona. Maj 1897.