Herre, Du, som gaar ud og ind
Ad lukkede Døre,
Du, som kan raade Vejr og Vind
Og Stenene røre.
Du, som kan mod et Krybberum
De mægtige neje, —
Let Du vandrer paa Bølgeskum
Ad farbare Veje.
Let Du slaar over Dybet Bro
Og vandrer derover.
Let Du kalder til lydhør Ro
De larmende Vover,
Let du vækker til Livets Lyst
Smaabarnet, der blunder,
Let Du sejrer blot ved din Røst;
Dit Navn er jo — Under.
Der gynger en Baad paa Genesareth Sø,
Men Herren er ej om Bord.
Disciplene gribes af Frygt for at dø.
Hvor finde de Frelserens Spor?
Som Bold og Bytte for Bølgernes Leg
Omtumles den lette Baad.
Den vejrbidte Fisker er tavs og bleg
Han veed ikke levende Raad.
Men se, ved den fjerde Nattevagt
De skimte med Skjælven og Gys
En Skikkelse, som i Straaledragt
Gaar frem lig et flakkende Lys.
Hvem er det, som vandrer med Spøgelsets Hast
Frem over det blinkende Vand?
De ræddes og klynge til Baaden sig fast;
Kun Simon har Mod som en Mand.
Han kjender i Natten den kaldende Røst —
»O Herre, tag mig imod,
Da vil jeg komme og vandre fuldtrøst
Der, hvor Du planter Din Fod.«
Og se, da skrider han fuld af Tro
Ud over Rælingens Rand,
Og Troen slaar for hans Fødder Bro
Hen over det blinkende Vand.
Snart rammer ham Tvivlens Bølgekast,
Han vakler, som vild han foer, — —
Men Herrens højre holder ham fast
Og fører ham frelst ombord.
Du, som slaar over Dybet Bro
Og vandrer derover,
Du, som vækker den lunkne Tro,
Der døser og sover,
Du, som forjager Nat og Gru,
Med Solskin og Sommer.
Herre, Frelser! kom mig i Hu,
Naar Stormgangen kommer.
Kom i den sidste Nattevagt
Og vis mig Dit Billed,
Naar forkrænket er Støvets Dragt
Og Stormene stillet,
Naar i Ly af en Kistefjæl
Jeg ligger og sover,
Tilraab mig: »Kom« — og bjærg min Sjæl,
Naar Springet jeg vover.