Dig selv et Nok; paa ingen Vennes arm
fortroelig støttet, Livets Vei du træde;
O! — ei den Gud, som skabte os til Glæde —
Erfaring grov den Lærdom i vor Barm!
thi vee enhver, naar ei hans Hoveds Lov
med Hiertets alt for varme Drift forened’,
hans tause Himmel snart er Ondskabs Rov,
Snart Taaren i hans vilde Blik forstenes,
men dobbelt vee ham! hvis han kiender ei
den søde Fryd, der tit er skiult i Taarer,
Og haaner alle dem med Navn af Daarer,
som Hiertet lokked’ fra Fornuftens Vei.
Han har ei følt, hvor sødt det er at lide
i Kummers bittre Stund paa prøvet Ven!
hvor sødt det er, naar fra hinandens Side
man reves bort, at samles saa igien.
Hvor sødt det er — O lad os hedde Daarer!
og er jeg god, lad mig kun kaldes svag,
jeg frygter ei mit Hoveds Dom, ei Nag;
jeg elsker, hvad det ikke kiender — Taarer;
thi hvorsomhelst min stille Vandring gaaer,
hen over Sneefield, eller giennem Sletter,
jeg den Bevidsthed over alting sætter,
at ømt i denne Barm et Hierte slaaer.
Tag dette Blad! og hør mit Hiertes Troe,
du, veed jeg, smiler ei ad mine Drømme.
Jeg Sympathiens Blomst har seet at groe,
har seet dens Glands i vaade Øine svømme!
Paa Gud og Dyd og Mennesker jeg troer,
O! ræk mig Haanden, hvis du troer det samme.
I Gienskin kun af denne Tankes Flamme
fremelskes Spiren til at blive stor.
L. Kruse.