Nu ligger Marken ganske tom,
Og Sneen ned fra Skyen kom,
Og Ingenting kan mere groe.
Da gjælder det, om Bondens Lo
Er ledig, eller den er fuld,
At modstaae Vintrens strænge Kuld.
Det ligner jo vor Alderdom:
Den Gamle sidder svag og from,
Kan næppe staae, langt mindre gaae,
Og Haanden ej til Arbejd faae.
Ja, sulte maatte sikkert han,
Den stakkels, svage, gamle Mand,
Naar han i Høsten havde glemt
At faae sit lille Forraad gjemt;
Naar han i Vaar, mens det var Tid,
Ej havde viist den største Flid.
Forsilde vil han angre det; —
— Saa bruger Eders Tid da ret!