Graverenved sin eneste Datters Grav.(Efter Wilhelmine Maysch.)Endelig Du og engang kan græde,Mand, som aldrig kiendte Taarers Værd,Du, som kunde lige muntert trædePaa en Blomst og din Medskabnings Leer.Haard og kold og følelsløs, som JordenDer paa dybt nedsænkte Kiste lødFrygtelig og huul, liig Midnats Torden,Trods Du stedse til al Medynk bød.Hvorfor hefter Du i Dag dit ømme,Bange Blik paa denne Hules Bred?Hvorfor styrte hede TaarestrømmePaa de dybt indsiunkne Kinder ned?Hvi bebreider Du hiin Mand, som kundeEi hensmelte her i Graad med Dig?Hvorfor beder Du de nære Lunde,Hvorfor Stene selv forbarme sig?Hvorfor mon i Dag din troe Ledsager,Vanen, lader Dig saa trøstløs staae?Hvorfor kan den Qval, dit Hierte nager,Ei ved Suk og Taarer Lindring faae?Hvorfor strøer Du dine hvide LokkerI den tomme Grav fortvivlet hen?Lyden af de hule DødningklokkerHøres ei, din Klage døver den.Ha, der ligger hun, den elskte Datter,Dødens Rov i Livets favre Vaar,Hun, hvis Tab, ak, intet Dig erstatter,Engleskiøn endnu paa sorte Baar.Sødt hun slumrer med sin MyrthekroneDenne Skiønhed, snart hensmuldret Leer,Smiler, Fader, til din Klagetone,Hører, svarer, aldrig, aldrig meer.Intet Baand Dig meer til Livet binder,Som en Fremmed i et ukiendt LandStaaer Du der, i Gravens Mulm forsvinderNu dit sidste Haab, Du arme Mand!Dødens Taushed hersker i din Boelig,Intet Aandedræt afbryder den,Kun den lille Træeorm høit og roligSvarer Dødens Forbud, Serritsen.Ak, og nyelig laae din lille HytteMidt i Glædens Solskin! MunterhedVar dens Værn, Uskyldighed dens Stytte,Som al Skiæbnens Uveir ei brød ned.Olding, Yngling, Kone, Pige hvilteGlade om din Lampes matte Glands,Tiden ved Fortællinger bortilte,Eller kortedes ved Sang og Dands.Naar Du, træt af at udhule Grave,Ilte hiem fra Dødens Boeliger,Huslig Lykke, Himlens bedste Gave,Og den gyldne Fred modtog Dig der.Venlig rakte Dig den hulde PigeMælk og Frugt til Vederqvægelse,Og for hendes Kys saaes Furen vige,Som i Panden Kummer gravede.Trygt hun nu, den altid Muntre, sover,Afbrudt ligger der din Alders Stav,Ingen Udsigt Fremtids Fryd Dig lover,Alt er nedsænkt i den dunkle Grav.Naar en Olding end om Livet beder,Sine Børnebørn velsignende,Barnløs og forladt Du ene græder,Beder Døden om Forbarmelse.Gamle, kiender Du nu Afskils Smerte?Føler Du nu engang, hvad det er,Naar, bortrevet fra det knuste Hierte,Vi vort Alt i Graven nedsænkt seer?Føler Du, hvor Kummers Orm kan gnave?Er hiin gyselige Jordesang:“Lader Legemet os her begrave!„Dig endnu saa sød som Sølvets Klang?Føler Du nu, hvor hver Nerve bæver,Som din Spade den istykker sleed,Naar den sorte Kiste langsomt svæverSynkende i sidste Giemme ned?Føler Du, hvor ængstligt Hiertet skielver,Mens det matte, stive Øie seer,Hvor sig Jorden over Kisten hvælver,Indtil den, ak snart, ei øines meer!Arme Olding! jeg vil med Dig græde,Datterlig jeg dele vil din Qval.Denne Rosenbusk, som Taarer væde,Hendes Minde her indvies skal.Naar vi da med fælles Graad den vandePaa den Elsktes tause Hvilested,Skal i Smerten Veemod sødt sig blande;Thi hun smiler salig til os ned.Men naar haabløs Kiærlighed Dig bringerHer sin Fryds, sin Himmels Levninger;Naar Dig faderløse Smaae omringer,Ak, hvis Moder længst alt jordet er;Og naar Venskabs Klagetoner lyderVed den ædle Tabtes Aske — Mand,Da kun, naar din Medynkstaare flyder,Med dit Arbeid’ os udsone kan.Hver en Taare, fældt ved fremmed Kummer,Er en Sum paa sikkre Renter sat,Bringer selv til Sygeleiet Slummer,Jager Frygten bort i Dødens Nat.Støvet ei skal varig Glæde nyde,Sorgens Time for os alle slaaer,Da skal hiin Erindring kiærlig gydeBalsom i vort Hiertes dybe Saar.C. Koren.