Dagens sidste svage Dæmring hvilte
Over Herthas yndefulde Egn,
Nysudsprungne Bøge venligt smilte,
Nattergalen slog i tætte Hegn.
Alting aanded’ Vaar og Liv og Glæde,
I hver Tone Munterhed gienlød,
Blidt Naturen fra sit Blomstersæde
Hele Skabningen til Fryd indbød.
Kun Naturens egen hulde Datter
Røres ikke ved dens Tryllerøst,
Sorgens sorte, tætte Slør omfatter,
Døver for hver Glæde Idas Bryst.
Blide Vaar! hvem saae dig før imøde
Med saa høi, saa reen en Fryd som hun?
Ak, da saae du hendes Kinder gløde,
Hørte stolt din Lov af hendes Mund.
Let, som Zephir Rosenbladet hæver,
Svæved’ hun i Morgenduggen hen,
Sødt, som Citherstreng i Vinden bæver,
Lød det muntre Qvad til Himmelen.
Kun for Glæden slog det skyldfrie Hierte,
Aldrig hæved’ Suk det unge Bryst,
End ukiendt med Elskovs Fryd og Smerte,
Livets største Qval og største Lyst.
Ak nu har hun følt dens Saligheder,
Ak nu føler hun dens Lidelser,
“Skuffed’ Dig en troløs Elskers Eeder?
“Giemmer Graven den, som var Dig kiær?„
Synes hvert et Træ, hver Blomst at spørge,
Som hun uopmærksom gaaer forbi,
Synes sige: “Hvorfor vil Du sørge?
“For Dig, Elskte! grønnes, blomstre vi.„
Skiøndt ei troløs Elskers Eed har sveget,
Skiøndt ei Graven giemmer hendes Ven,
Korte Drøm om Elskovs Held er veget,
Haabet selv er veget bort med den.
Veemodsfuld hun nu i Lunden hviler,
Da med Sorgens tunge, seene Fied,
(Kun den lykkelige Elsker iler,)
Emerik naaer fordums Yndlingssted.
Feberild paa hule Kinder flammer,
Langsomt hæver han det mørke Blik,
Neppe lydeligt han “Ida„ stammer,
Knapt udsukker hun “ak Emerik!„
“Suk ei, Ida, kiære blege Pige!
Jeg er din, jeg svoer Dig det for Gud.
Ei skal jeg min Eed, mit Løfte svige,
Døden kun kan røve mig min Brud.„
“Emerik, og er din Faders Vrede,
Hans Forbandelse ei meer end Død?
Til hver Qval, hvert Offer er jeg rede,
Og at følge hvad os Skiæbnen bød.
“Hør den sidste Bøn fra Idas Læber!
Giengiv Faderen den ømme Søn!
Seier vinder ikkun den som stræber,
Stor og skiøn som Kampen er hans Løn.
“Ei jeg beder Dig, din Ida glemme,
Thi det veed jeg, vil Du, kan Du ei,
Pligters Bud ei døver Hiertets Stemme,
Naar det fører giennem tornet Vei.
“Men et kan, et bør Du: lad det være,
Sidstegang vi her hinanden seer!
Tavs det strænge Faderbud vi ære —
Emerik, Du seer ei Ida meer.
“Her ei mere — men hvor snart forsvinder
Livets korte Fryd og korte Qval!
Hvor opfyldte Pligters Løn vi finder,
Du igien din Ida finde skal.
“Ven, Farvel, Farvel for korte Dage!
Lyd din Fader og bliv lykkelig!
Dette sidste Kys — men ingen Klage.
Snart igien og glad jeg favner Dig.„
Kold han hendes Favnetag undviger,
Siger roelig og med bittert Smiil:
“Nu, Du naae det Maal, hvortil Du higer,
Heller ikke mit forfeiles vil.
“Fader, o nu seer det! Du kiendte,
Giennemskuede med sikkre Blik
Dette stolte Hierte, saae det brændte
For dit Guld, ei for din Emerik.
“Da en anden kom, og kunde byde
Større Skatte, større Rang og Pragt,
At hun da sit Løfte kunde bryde,
Viser, Idas Hierte selv er svagt.
“Men at Ida, denne Engel, falder
Dybere, end før en Pige faldt,
At sit Feiltrin Pligt og Dyd hun kalder,
O det saarer, martrer meer end Alt —„
Bleeg og stille, som en Moder træder
Sidstegang hen til sin Yndlings Liig,
Seer sit dræbte Haab, sin Fremtids Glæder
Myrdede, saa Ida nærmer sig.
Zittrende hun sukker: “Tiden iler.
Siig blot: “Ida, jeg velsigner Dig!„
At Du, naar mit Støv i Graven hviler,
Ei din Haardhed skal bebreide Dig.„
Mismod, bange Tvivl og Ømhed fylder
Vexelviis den stumme Ynglings Bryst;
Naar han Idas rene Uskyld hylder,
Røver ham hans Faders Ord hver Trøst.
“Ei Du seer — saa har han sagt — din Fare;
Kierlighed forblinder, tryller Dig.
Gid den Listige maa i den Snare
Hun har lagt Dig, selv indvikle sig!
“Snart hun maaskee beder Dig med Taare
At opofre Pligt din Kiærlighed,
For at — dybt, min Søn, det vil Dig saare —
Sværge rige Edmund Troeskabseed.„
Som en Dødsdom skrækkelig gienlyder
Disse Ord nu i hans piinte Siæl,
Og i voldsom Smerte han udbryder:
“Gud, som jeg, tilgive Dig — lev vel!„
Ida taus og bleeg ham Haanden rækker,
Vild og skielvende han griber den.
“Og Du er saa roelig? Ida, skrækker,
Ingen Tanke om Forbrydelsen?„
“Skaan, o Emerik, mit svage Hierte,
Vend dit Blik fra en Ulykkelig,
Ak, som aldrig at bedrage lærte,
Men som lever ikke meer — for Dig.„
“Ida, Ida, seer Du Bøgen bæver,
I hvis Skygge Du mig Troskab svor!
Hører Du, dens tunge Susen kræver
Blodig Hævn, fordi Du brød dit Ord!
“Har Du, har Du brudt det? Nei, da straalte
Ei den Englereenhed i dit Blik.
Vee, ti gange Vee mig, om jeg taalte
Anger skulde mørkne dette Blik!„
I hans Haand alt Morderstaalet blinker,
Ida synker til den Elsktes Barm,
Dødens Engel blidt ad hende vinker,
Da et “Holdt!„ afvæbner løftet Arm.
Bleeg og aandeløs en Olding iler
Ind i Lunden. “Emerik! — o Gud,
Ræd dem! deres Blod og Taarer hviler
Over mig — hun er ei Edmunds Brud —„
Raaber han i Angst, og kraftløs falder,
Stønner Suk og afbrudt Klage frem,
Og med Taare Gud til Vidne kalder,
At han blot har villet prøvet dem.
Nu først Emerik sin Fader kiender,
Han og Ida knæle begge ned,
Og den Gamle griber begges Hænder,
Lyser over dem sin Faderfred.
C. Koren.