Den flyvende Sommer driver sit Spil
Med dem, der i Skoven mødes;
Det siges, naar To den hæfter sig til,
Maa Længslen til Orde fødes!
Vi gik i Skoven en Junikvæld
Igjennem de løvrige Sale,
Og Gjøgen raabte : „Fortæl, fortæl!”
Men vi kunde slet ikke tale.
Du sænked dit Hoved og jeg mit Blik,
Som talte vi Skovbundens Blommer,
Et ufødt Savn var alt, hvad vi fik —
Da kom „den flyvende Sommer!”
Den knytted os sammen Kind til Kind,
Bølgende frem og tilbage,
Da saae vi hinanden i Øjet ind:
Hvem skulde den bort vel tage?
Da mødtes Blik og da mødtes Mund,
Da mødtes to bankende Hjerter,
Det blev Bekjendelsens rige Stund
Med Bod for de lønligste Smerter.
Det prægtige Sagn — hvor er det sandt
Trods alt, hvad de Kloge vidste!
Saa fin var Lænken, som der os bandt,
Og dog skal den aldrig briste!