De siger, nu er Døren lukt,
Og Sagen bragt tilende,
Vort stakkels Haab for evig slukt
Om atter hjem at vende!
Nej, Haabets Træ skal skyde Skud
Og Aar for Aar vel løves,
End er ej Kampen kjæmpet ud,
Først nu Rekrutten øves!
I høje Herrer, som saa frækt
Med Ret og Sandhed spiller,
Vi har ej Sværdets tunge Vægt
Og Diplomatens Briller,
Men vi behøver ej mod Jord
At slaa med Skam vort Øje,
Og vi paa ham urokket tror,
Der kan den Stolte bøje!
Een efter een vi Gamle gaar
Til Ro uovervundne,
Men meen ej, I de Unge faar
Ved Løgn og Rænker bundne!
Hvad vi har talt, hvad vi har tænkt,
Det smedder de til Vaaben,
Og der blev Porten daarlig stængt,
Hvor Hjertets Vej staar aaben!
Vel gjør I haard vor Trængselsstund
Ved smaaligt os at kue
Det hvide Kors paa røde Bund
Vi aldrig mer tør skue!
Men om I snuser i hver Krog
Og der forgjæves leder,
„Gud signe gamle Dannebrog”,
Min Dreng hver Aften beder!
Saa syng ej eders Sejerssang,
I har slet intet vundet,
Den Kampens Dag endnu er lang,
Som Skjæbnen os har spundet;
Thi vi vil sætte Trods mod Trods,
Hvor tidt end Haabet glipper,
Og slipper Danmark ikke os,
Vi aldrig Danmark slipper!