Min Livskraft er brudt, alt har Døden mig fat,
Mig venter den lange, bælgmørke Nat!
Hør Døden mig kalder saa højt ved Navn,
Jeg vakler ned i hans isnende Favn
Jeg raaber om Hjælp — ak, men det er omsonst,
Forgjæves anvender Lægen sin Kunst,
Mit Hjerte sig vaander i rallende Bryst,
For evigt mister jeg Jorderigs Lyst!
Snart brænder min Kind og snart bliver den bleg,
Den funklende Glands af Øjet alt veg,
For Sjælen sig viser det henrundne Liv
Og Læben fremstammer et sagte „Tilgiv!”