Thomas Kingo

Dend II. Sang.

Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme, hvorudi Synderen bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum. Gal. III. 24. Kand og siungis under dend bekiendte Kircke-Melodie. Jeg raaber fast O HErre! af dybste Nød til dig.

Kom, Siæl, og lad os græde,

Ach! græd, mit kiød og du,

Øes op en Jammers Væde

Fra Øyne, Sind og Hu!

Tøm ud det fule Hierte

Fra ald Urenheds Skam,

Fyld det med Suk og Smerte,

Kast af ald Ondskabs Ham.

Og om en flyve-tanke

Af Vellyst banker paa,

Lad dend til Helved vanke

Og fra dig ude staa!

Kom lad mig Verden kaste

Bag Ryggen gandske hen,

Og til min JEsum haste

Med Poenitentz igien.

Mens, ach! Hvor er min Bedring?

Hvor er de Løfters Ord,

Som jeg i Støvs Fornedring

Saa mangen gang har gjord?

Hvad frugted det der strømde

En Flood af Kinden ned,

Da sidst jeg Hiertet tømde

Paa Skrifte-stolens sted.

Har jeg mit Levnet retted

Og holdet HErrens Bud?

Er jeg, som da blev tvetted,

Igien ey sølet ud?

Er Hiertet ey forstokked?

Er Tungen Løgne-frii?

Har Øyet ikke lokked

Min Food til Syndens-Stii?

Ach! Jo jeg maa beklage,

Med Skraal og Himmel-skrig,

At Kræftern’ ere svage,

Der boer ey got i mig!

Min Aand alt got udlover,

Og Vilien synis good,

Men Gierningen hun sover

I mit fordærved Blood.

Min Kiærlighed (diß værre)

Til GUD er ey saa sød,

Som dend jeg veed at bære

Til Verden, Blood og Kiød:

Jeg elsker ey min Næste

Med grundig Kierlighed,

Men skakrer mig til beste

Hans Gods og sure Sved.

Jeg har Afguder dyrket,

Gods, Ære, Venner, Lyst,

Og mig i Verden styrket,

Dend til mit Hierte kryst.

Min tunge Løgn og Bander,

Bedrag og Hykklerj

Med Smigre-sukker blander

Og giør sig snakke-frj.

Sabbaten, som bør være

Min søde Hviledag,

For GUD og for hans Ære

Dend er kun en Behag

Min Vellyst op at fylde,

En Tjmes Kirke-fær

Kand sminke og forgylde

Sex Dagis Synds Begier.

Forældre jeg ey lyder,

Og ey min Øfrighed,

For det de billig byder,

Jeg ofte giør mig vred:

Min egen Hu og Hoved

Paa egen Haand vil gaa,

Mit Sind er dødt og doved

Til lydig Pligt at faa.

10.

Min Næste hâr jeg dræbet,

om ey til døde slæt,

Dog hâr jeg ofte stræbet,

At hand er bleven sæt

For Tungens Sverd og Egge

Foruden nogen skyld,

Jeg hâr og vildet legge

Saar paa hans ømme Byld.

11.

Utugtig Snak og Tale,

Løßagtig Ord og Daad,

Begierlighed at svale

Er Hiertets Lyste-raad:

Vellysters Tindre-øye

Til Skøgens Fagter staar,

Og Kiødets søde Møye

Giør Siælen dybe Skaar.

12.

Jeg Tyverj hâr drevet,

I Handel været sleedsk,

Jeg X for V hâr skrevet,

Og været falsk og tredsk:

Med Træck hâr jeg udsuet

Min Næstis Blood og Sved,

Og hâr dog høyt opskruet

Min sær Retfærdighed.

13.

Jeg Sandhed ofte sparer,

Og elsker Løgn og Tant,

Ja legger Reve-snarer

Tiit for min nær Forvant;

Min Næstis Navn og Lempe

Jeg bider som en Hund,

Og tør hans Ære dempe

Med Tunge, Pen og Mund.

14.

Min Næstis Huus at søge

Jeg treskeligen veed,

Hans Hustro, som en Skiøge,

Staar i mit Øyis Meed,

Hans Lykke, Gods og Ære

Jeg ham mißunder slæt,

Og tiit en Flig tør skiære

Bort fra hans Gavn og Ræt.

15.

See! dette er min Klage,

Det er mit Hiertis Nag,

Det er min Siælis Plage,

Min Uroe Nat og Dag!

Jeg skammelig forbryder

Mig mod GUds Bud og Ord,

Og elsker faure Lyder,

Som er min Siælis Mord.

16.

Jeg derfor mig indsvøber

Udi min Synd og Skam,

Og til din Forgaard løber,

Nedkaster der min Ham:

Jeg for min JEsu knæler

Og viser mine Saar,

Begierer Læge-væler

Med mangen modig Taar.

17.

Jeg hierteligen sukker

Og op til Himlen seer,

Jeg mig mod Jorden bukker,

Jeg vaandis meer og meer,

Jeg i min Tunge bider,

Jeg haanis som en Hund,

Jeg mig i Sindet slider,

Jeg slaar mig paa min Mund.

18.

Ach! lad dog Himlen drybe

Med trøste-draaber ned,

Du seer hvor jeg mon krybe

I Siæls Afmægtighed:

Til JEsu Kors jeg Helder

Min tørstig Hierte-skaal,

Hvor JEsu Blood nedvelder

I fulde Himmel-maal.

19.

Det Blod skal mig besprette

Og give Ljv og Aand,

Mit syndig ljv at rette,

Hvortil din høyre Haand

Mit Hierte selv skal bøye,

Jeg har ey selv dend Magt,

Thi Kiødet vil alt krøye

Mod Siælens Himmel-agt.

20.

Saa vil jeg derpaa træde

Frem til din Skrifte-stool,

Og om Afløßning græde

For dig ald Naadis Sool!

Ack! lad mig faa at høre,

Din Synd er soned, gak:

Saa skal min Mund udføre

Din Lof med tusind Tak.

Thomas Kingo (1634–1703)

Dend II. Sang.

Er en Bekiendelses og Bedrings-Psalme, hvorudi Synderen bekiender, at Lowen er hans Tugtemestere til Christum. Gal. III. 24. Kand og siungis under dend bekiendte Kircke-Melodie. Jeg raaber fast O HErre! af dybste Nød til dig.