Længe nok har jeg Bondepige været,
Siddet paa Tærskel og spundet paa min Teen;
Længe nok har hun, tydske Frøken, blæret
Sig i mit Sæde, og jeg gnavet Been.
Nu vil jeg glad
Sidde, hvor jeg sad,
Fremmest vil jeg gaae i de Dandsendes Rad.
Mindes jeg kan, i hedenfarne Dage
Silke jeg sled i min Moders Rosengaard.
Rundt om mig sværmed Riddersvende strage,
Jeg gik med Guld og Perler i mit Haar.
Dronning jeg var,
Kronen jeg bar
Statelig i Dandsen med Konning Valdemar.
Ak, men da maatte jeg onde Dage friste;
Sorte Grev Henrik min Husbond fangen tog;
Ind over gjennembrudt Gjærde sig mon liste
Vendiske Bander, og stedse frem de drog;
Bort man mig smed —
I Trælstuen ned;
Tydske Frøken dandsed i Dannerqvindens Sted.
Ikke til Hove stedes meer jeg torde,
Neppe hos Bonden man mig undte Ro;
Haardhed jeg led, og vaanded mig jeg gjorde,
Naar man mig stødte og traadte mig med Sko.
Bonden min Ven
Blev dog igjen,
Græd med mig i Stilhed mangen Aften hen.
Dagene skifte nu — Gudskeelov de skifte!
Atter i Høieloftssale tør jeg staae.
Slag vel end vanker af tydske Frøkens Vifte,
Stolt hun end stritter, vil ei afveien gaae.
Men trods al Strit,
Siger jeg frit:
»Dannerqvinden dandser af Kredsen Dig om lidt!«
Længe nok har jeg Bondepige været,
Siddet paa Tærskel og spundet paa min Teen;
Længe nok har hun, tydske Frøken, blæret
Sig i mit Sæde, og jeg gnavet Been.
Nu vil jeg glad
Sidde, hvor jeg sad,
Fremmest vil jeg gaae i de Dandsendes Rad.