Hun hentede ham til en Aftentur,
da Klokken slog ti paa Raadhusets Ur.
Gaderne laa saa øde og tomme,
hun frøs og putted’ sin Haand i hans Lomme.
Der blæste fra Søen en bidende Vind
— en yndig Rødme det gav hendes Kind.
Deres Trin gav Genlyd i frosne Gader,
højt klang hendes Latters friske Kaskader.
En Sporvogn henne ved Hjørnet hvinte,
med muntre Ord de hinanden pinte.
Fine og skarpe som Iskrystaller,
kaade og drillende Ordene falder.
Hun lytter efter hans Latters Klang:
Skurred den som af en Streng, der sprang?
Da de bød Farvel under Maanens Segl,
hans Haand bar Mærker af hendes Negl.
De smilte og vendte sig for at gaa:
Trækkene stivnede og blev graa.