Efteraar
Morgensol
Morgensol
Det er idag saa inderligt,
saa inderligt et Efteraar,
blandt sølvblaa Skyer Solen staar
og skinner koldt som falmet Guld,
den ramme Duft imod mig slaar
af vissent Løv i regntung Muld,
og Grøftekantens gule Græs
er som et vaadt og fattigt Haar —
men sé, sé Somrens Genfærd gaar
usynligt, stolt sin Sejers Vej!
Det er idag saa inderligt,
saa inderligt et Efteraar.
Hvor aftenstille, morgenklart,
hvor vidtstrakt og hvor goldt og bart —
fjernt fra en furet Ager
sig letter nogle Krager;
og om hvert straatækt Hus og Gaard
en lille Skare Træer staar
og strækker saa alene
mod Himlen deres Grene.
Se, nu er Jorden rejseklædt,
nu har den gemt sin Farvepragt,
Aa, dette er mit Hjertes Dragt!
I Muld de Minder hviler,
men endnu Solen smiler.
Det er mig, som jeg dybt forstaar
al Livets Færd og Livets Kaar,
jeg drages af, jeg ved ej hvad,
jeg blir saa sært uroligt glad,
som rakte gode Venner
imod mig deres Hænder;
thi i mit eget Hjerte gaar
et Minde stolt sin Sejers Vej,
et Genfærd af min Ungdoms Tro
paa det, jeg aldrig, aldrig naar — —
Det er idag saa inderligt,
saa inderligt et Efteraar.