Her jeg standse vil min Gang idag —
Solen skinner over rødtækt Tag,
Græsset mellem Torvets Sten er grønt —
Aa, min Gud, hvor er dog Livet skønt!
I den lille By jeg bede vil —
Kom, I Fremmede, og lytter til!
Sangens Glæde er kanhænde vor —
skønt det kun er En, jeg synger for!
En, kun En, og hun er ikke her —
dog i hver en Stund mit Hjerte nær.
Glæden, jeg kan give ved min Aand,
rækkes Jer af hendes smalle Haand!
Konge, Kriger, Kræmmer i Din Bod,
hvide Bager, Grovsmed, sort af Sod:
jeg har Trøst til Eder, een og hver,
hvis I blot har Sorg og Lykke kær.
Jeg har Bud til Eder med min Sang,
naar I blot har lét og grædt en Gang;
Livet er i Smil og Taarer døbt,
og med begge har jeg Sangen købt.
Men, hvis I har Sind, der aldrig saa,
hvad der bagved Smil og Taarer laa,
beder jeg Jer venligt: gaa og ti!
Gøglertruppen kommer snart forbi.
Hvem jeg er — blot En, der altid gaar
mod det Paradis, vi aldrig naar,
men som stundom til de Egne kom,
vi i Lykke-Længsel drømte om.
Jeg har mødt den Jomfru, mild og streng,
Du har drømt om, Mand, fra Du var Dreng,
jeg har kendt den Høvding, skøn og stærk,
som, o Pige, var Din Længsels Værk.
Jeg har Glæder, I skal aldrig naa,
jeg har Sorger, I kan ej forstaa;
har jeg sejret, naar min Sang er skabt,
ingen af Jer ved, hvad jeg har tabt.
Hver en Tone fra mit Hjerte gaar,
og det glædes, naar jeg Eders naar;
medens Sangens Glæde bliver vor,
hædres den, jeg ene synger for.