Jeg synes, at hver Gang Du løser Dit Haar,
da svinder de triste og ukendte Aar.
Med eet er Du Barn kun af Legem og Aand;
hvor former Din Nakke sig fint i min Haand.
Hvor spinkel og yndefuldt spæd er Din Arm,
hvor ubevidst yndig Din Ungpigebarm.
Og stryger jeg Haaret fra Tinding og Kind,
saa ler Du imod mig med legende Sind.
Og ved ikke selv, at Du bliver saa skøn,
som Englene var i vor barnlige Bøn.
Du vender Dit Øre imod mig, fordi
Du elsker de Ord, jeg skal hviske deri.
Jeg ser paa den reneste Jomfruprofil
det sitrende Drag af et lyttende Smil.
Og hvisker jeg noget om Vind og om Vejr,
men ikke, hvor inderligt Du er mig kær,
saa tar Du fornærmet mit Hoved med Magt
og hvisker de Ord, som jeg skulde ha’ sagt.