Saa gik jeg hjem, hvor Lampen endnu brændte —
de samme Skygger og de samme Skær —
forunderligt var alt det gammelkendte,
for hun, jeg elsker, havde været her.
Og dette Glas har hun til Hilsen hævet —
hvor yndefuld af Legeme og Aand —
hvor fin en Skikkelse har sagte bævet
i denne altfor lykkelige Haand —
Vi talte hviskende med sagte Stemme,
skønt vi var ene i det store Hus —
var det for ikke Lykkens Aand at skræmme,
der var som eet med Nattens sagte Sus —
Naar jeg har forhen villet Lykken tage,
da gav jeg blot min egen Glæde hen —
Du gav mig mere end min Fryd tilbage,
thi lutret fik jeg Sjæl og Sind igen.
Din Glæde fødtes ængstelig, forborgen,
og sky og skælvende den kom mig nær;
men stadig sløredes Dit Blik af Sorgen,
den Sorg, der netop ses i Lykkeskær.
Men da Du stille ved mit Hjerte hviled,
da saa Du op imod mig frit og lyst,
og trygt af Hjertens Grund Du til mig smiled,
Jeg følte Fryden sejre i Dit Bryst.
Aa Grete, hvor det var mig svært at gemme
de dybe, skønne Ord: jeg elsker Dig —
hvor var det svært mit Hjertes Trang at hæmme,
de Ord er aldrig blevet sagt af mig.
Nu var jeg ene med mit dyre Minde,
og frit fandt Ordet over Læben Vej,
til Nattens Stilhed, som om den var hende,
jeg hvisked: Grete, hvor jeg elsker Dig —