Hun ligger derhenne og sover —
jeg bøjer mig varsomt derover.
Nu blunder de Øjne, der spørger,
og lukket er Munden, der sørger.
Nu hviler de barnlige Lænder
og Brystet, jeg elsker og kender.
Jeg kan dem med Hænderne dække,
de Høje, der løfter sig begge,
saa blødt som to aandende Fugle —
jeg kan dem med Hænderne skjule.
Hun ved ikke, hvad hun har givet,
hun er mer end sig selv, hun er Livet.
Forunderligt stille herinde —
nu lever kun Livet i hende.
I inderlig Fred kan jeg smile:
min Verden har lagt sig til Hvile.