Du siger, at hvergang Du ser noget Skønt,
som kalder paa Lykken i Dig,
Du føler Dig nær ved at briste i Graad —
og saa maa Du tænke paa mig.
Og tit har Du sagt, at naar bare Du kom
saa nær, at Du saa, hvor jeg bor,
saa mødte Du Freden og følte Dig glad,
for jeg er Din Tryghed paa Jord.
Og ser jeg Dig komme, saa glemmer jeg det,
jeg tænker paa, mer end jeg vil:
hvad ser Dine Øjne, hvad hører Du nu,
hvor er Du, hvem taler Du til — —
Jeg føler saa vist, skønt jeg slet intet ved
— jeg kender jo ikke Din Nød —
at Du er en Flygtning, der kommer til mig
og gemmer sin Angst i mit Skød.
Men det er det største ved Kærligheds Magt,
jeg undres saa ofte derved,
at hver Gang jeg tager Din Uro og Angst,
forvandles de begge til Fred.