Nu rødmer fjerne Ruder
i Aftensolens Skær.
nu er saa god en Glæde
igen mit Hjerte nær,
nu venter mig langs natlig Vej
de store, stille Trær.
Men se, jeg kender ikke
de Kroners Grenenet;
de strakte sig mod Himlen
saa spinkelt, fint og let;
nu takkes de af Knop ved Knop,
som Savens Tænder tæt.
Det er en Vaar, der kommer,
saa sart og spæd og bly —
men naar dens Svøb er brudte,
blir Glæden mere kry;
det er den gamle Daarskab
paany, paany, paany — —
Men Du, som har en Glæde,
vil føle at den gror,
og Du, som kunde haabe,
vil mærke, at du tror —
men Du, der har et Minde kun,
har ingen Fred paa Jord.
Og selv er jeg en Daare,
som paa min Lykke tror;
hvad er Alverdens Toner
mod tyste Træers Kor —
jo eet, og det er hendes Røst
og stille, mørke Ord.
Jeg sætter mig og hører
det dybe Foraarsspil,
beruset af at vide
og tro paa det, jeg vil —
for En, som jeg kan elske helt,
hun er i Verden til!
Jeg læner mig mod Træet,
jeg sidder ved dets Rod —
nu stiger i os begge
det unge Foraars Blod.
Jeg takker Livets stærke Gud —
jeg sidder ved hans Fod!