Jeg tænker altid paa Dig
og jeg spørger mange Gange:
hvorfor er Dine Øjne
saa bange, saa bange — —
Og kommer Du mig nær,
saa hjerteligt og gerne,
hvor smerter det, naar dog
Dine Øjne er saa fjerne.
Men fyldes helt af Glemsel
og Glæde Dit Indre,
hvor kan da mildt og lykkeligt
de mørke Øjne tindre,
Dog sker det tit at pludselig
Din Glæde bliver borte,
og Dine Blikke slukkes
og bliver ganske sorte.
Jeg kysser Dine Øje,
de forunderlige rene,
men Du er gledet fra mig
og er bitterlig alene.
Det er som Dine fjerne
og dunkle Blikke spejler
et Himmelhvælv, hvor tunge
og mørke Skyer sejler.
Og Dine Øjne sløres
og fyldes helt af Kummer,
som stirrede Du selv
i det dunkle Dyb, de rummer.
Som fyldte Dig en Sorg,
Dine Tanker aldrig vejed —
jeg tror, at Dine Øjne
en Gang har set for meget.
Du ser paa mig med fremmede
og spejdende Blikke —
jeg aner, at jeg ejer Dig,
og ejer Dig dog ikke.