Som en Dag, der varsomt stiger,
en forundret Morgenstund,
vaagned Dine Øjne mod mig,
som man vaagner efter Blund;
men det var som Sol, der blænder,
da Du gav mig Dine Hænder
og din vege, varme Mund.
Som en Vandrende, der finder
paa den golde Klippekyst
Frelse i en ensom Bolig,
hvor det dæmrer maanelyst,
i en Verden, ond og ilde,
kendte jeg i Fryd Dit lille,
bankende og skønne Bryst.
Og som den, der, ung af Glæde,
finder paa sin Haves Muld
Frugten, fin og frisk og dugget,
hvor med Morgengryets Guld
Luftens rene Strømme rinde,
fandt jeg Dig, Du lille Kvinde,
skær og bly og yndefuld.
Men mit lykke-bange Hjerte
føler mer end Elskovs Lyst —
om jeg kunde bære Dig
fra denne svigefulde Kyst
for at skærme Dig for Skarnet,
for jeg synes, Du er Barnet,
Du er Barnet ved mit Bryst!