Den gamle Kro har stænget til sin Have,
hvor Blæsten tungt igennem Løvet gaar;
nu segner Blomst og Blad i vaade Grave,
alting bereder sig til Efteraar.
Og Vejen ligger øde, tung af Væde,
mens Vinden messer i de sorte Træer,
nu er i Ensomhed min Vandrerglæde
igen min Sjæl med al sin Vemod nær.
Men, i hvad Godt og Ondt jeg end skal stedes,
til jeg forstummer under Kistens Fjæl,
om jeg skal sørge eller festlig glædes,
alt skal dog farves af Din Skumringssjæl.
Og intet skal jeg naa og intet vinde,
og ingenting jeg kan og véd og vil,
som ikke er af Dig, Du lille Kvinde,
thi da jeg traf Dig, blev mit Hjerte til.
Gaar jeg en Vej, vi to har ikke gaaet,
vi fulgtes dog i denne Aftenluft;
faar jeg en Fryd, jeg ej af Dig har faaet,
vil Glæden minde om Din Glædes Duft.
Naar noget dejligt ved mit Hjerte rører,
og standser jeg og kan det ej forstaa,
og føler jeg, det kun til Smerte fører,
da ved jeg, det er Dig, jeg tænker paa.
Thi Du var Sorgen, og jeg vidste ikke,
at blindt jeg lød min Skæbnes dunkle Krav;
det mødte mig i Dine bange Blikke —
og glad og gerne jeg min Glæde gav.
Og synes jeg, jeg smertelig forødtes,
fordi jeg aldrig skal til Hvile naa,
men føler dog, at jeg til Lykke fødtes,
da ved jeg, det er Dig, jeg tænker paa.
Nu vil jeg give mig saa god en Glæde
og forme af min Kærlighed en Sang,
og Du skal være helt i den tilstede,
saa at jeg møder Dig endnu en Gang.